Kære BoGodt Brevkasse

Min overbo chikanerer mig. Han banker hårdt i gulvet gentagne gange og på alle tidspunkter af døgnet: Når han kommer hjem fra byen sent om natten, når han står tidligt op om morgenen, i løbet af dagen, når jeg sidder derhjemme og studerer. Jeg har flere gange kontaktet ham og forsøgt at snakke med ham, men uden at det har ændret noget.

Hilsen 
James


Kære James

Det er videnskabeligt bevist, at støj kan give stress, da støj aktiverer kroppens ”kæmp eller flygt”-respons, hvilket frigiver stresshormoner og øger pulsen. Og når støjen som her i dit tilfælde er vedvarende og samtidig kobler sig til chikane, så forestiller jeg mig, at din krop må være i højt alarmberedskab. Og det er virkelig ikke sundt! Mit første råd vil altid være at prøve at få en snak med naboen. Men det lyder som om, at du allerede har gjort forsøget flere gange.

Mit næste råd vil være at prøve at kontakte boligforeningen og høre, om der er noget, de kan hjælpe med. Skulle det heller ikke føre en positiv forandring med sig, vil mit råd være at anmelde chikanen til politiet, med dokumentation i form af en logbog over dato og tidspunkt, hvor du oplever støjgener fra din overbo. Optag eventuelt en støjgene på din telefon og medsend den i din anmeldelse til politiet. 

Bedste hilsner 
Miguel


Har du spørgsmål om almen boligjura eller konfliktmægling? Vores brevkasse hjælper dig med juridiske spørgsmål omkring almene boliger og konfliktmægling mellem beboere eller med boligorganisationen.