Hej Brevkasse.

Kan det være rigtigt, at jeg er tvunget til at være passiv ryger i eget hjem? 

Jeg bor i alment boligbyggeri fra 1920'erne. Jeg har boet her i snart 15 år, og jeg elsker mit hjem. For 3 år siden flytter et par storrygere ind til højre for mig, og røg fra deres lejlighed siver konstant ind til mig.

Jeg har fået lagt røgspærre på væggene ind mod naboen og lukket emhættekanal til nabosiden - uden rimelig effekt. Boligforeningen vil tilsyneladende ikke gøre mere.

Der er forsøgt at gøre afdelingen røgfri - men forslaget blev nedstemt. Mit perspektiv er følgende: Var det madlugt eller anden ubehagelig luft fra naboen - så lev med det. Men al forskning fastslår, hvor skadelig rygning og passiv rygning er - har jeg så ikke en form for ret / krav på, at blive sikret for passiv rygning i mit hjem?

Mvh Joan


Kære Joan

Jeg går ud fra, efter det du skriver, at det er tilladt at ryge i jeres ejendom, og derved i boligen.

Når I ikke har rygeforbud i afdelingen, så er det svært at sige, at lejeren ikke må ryge i egen bolig.

Der skal rigtig meget til, at din udlejer kan gøre noget, når lejeren ikke overtræder et forbud mod at ryge.

Din udlejer skal vurdere, om man mener, at problemet er så stort, at det vil falde ind under en af opsigelses- eller ophævelsesgrundende i lov om leje af almene boliger, og det vil det som alt overvejende hovedregel ikke gøre.

Mange hilsner

Anni 


Har du spørgsmål om almen boligjura eller konfliktmægling? Vores brevkasse hjælper dig med juridiske spørgsmål omkring almene boliger og konfliktmægling mellem beboere eller med boligorganisationen.