Kære brevkasse
Jeg vil gerne ændre vores lejekontrakt, så det er min datter, som kommer til at stå på den i stedet for mig, så hun kan overtage lejemålet, når jeg en dag flytter i ældrebolig eller på plejehjem. Er det en mulighed?
Min datter var 18 år i 2007, da vi fik tildelt vores lejlighed via kommunen på grund af hendes tourettes-syndrom. Vi har boet sammen hele hendes liv. Vi er altid sammen, og vi deles om huslejen og er fælles om indkøb, tøjvask og madlavning. Men det er mig, der står på lejekontrakten. Nu vil jeg gerne sikre mig, at min datter ikke bliver smidt ud af boligen, hvis jeg enten kommer på plejehjem eller dør. Derfor vil jeg gerne have, at hun får lejekontrakten, så jeg er sikker på, at hun kan blive boende.
Mange hilsner
Den bekymrede mor
Kære bekymrede mor
Tak for dit spørgsmål. Det er helt forståeligt, at du gerne vil sikre din datters tryghed og bolig fremadrettet.
Som udgangspunkt er boligorganisationen ikke forpligtet til at ændre lejekontrakten, så din datter bliver indsat som lejer i stedet for dig. Det kræver som hovedregel udlejers accept at ændre på, hvem der står på kontrakten.
Når det er sagt, findes der regler, som netop har til formål at beskytte den, man bor sammen med. Efter almenlejelovens § 71 gælder der særlige regler om overtagelse af lejemålet, hvis lejeren flytter på plejehjem, i ældrebolig eller dør. Har man haft fælles husstand i en længere periode, vil den person, man bor sammen med, som udgangspunkt have ret til at overtage lejemålet. I jeres situation, hvor I har boet sammen i mange år og haft fælles husstand, taler meget for, at din datter vil kunne overtage lejemålet en dag, du flytter i ældre- eller plejebolig, jf. almenlejelovens § 71, stk. 5.
Det kan være en god idé at kontakte boligorganisationen og få en dialog om situationen allerede nu. Det kan give jer begge ro at få afklaret, hvordan de administrerer reglerne i praksis, og hvilke oplysninger de eventuelt vil kræve dokumentation for.
Bedste hilsner
Anni