Kære brevkasse

I min almene bolig har jeg et stort badeværelse, hvor der vil være god plads til at sætte en vaskemaskine ind. Må jeg gerne selv købe en vaskemaskine og installere den på mit badeværelse? Og er der noget, jeg skal være opmærksom på i den forbindelse?

Hilsen
Beboer


Kære beboer

Det følger faktisk af almenlejelovens § 35, at man som beboer har ret til at foretage sædvanlige installationer i boligen, medmindre boligorganisationen kan godtgøre, at ejendommens el- og afløbskapacitet ikke er tilstrækkelig til installationen.

Det betyder, at du som udgangspunkt har ret til selv at købe en vaskemaskine og installere den på dit badeværelse. Du skal dog give meddelelse til din boligorganisation, inden du foretager installationen, så boligorganisationen har mulighed for at vurdere, om ejendommens el- og afløbskapacitet kan klare installationen. Så du skal lige vente med at købe vaskemaskinen, til du har talt med din boligorganisation.

Hvis du skal have vaskemaskine, skal du sikre korrekt installation. Hvis der sker en skade – fx en vandskade – på grund af vaskemaskinen, har du nemlig erstatningspligt. Du skal også være opmærksom på, at du selv skal dække alle løbende udgifter til vedligeholdelse og reparationen af vaskemaskinen. Vaskemaskinen skal også fjernes igen ved fraflytning.

Bedste hilsner
Anni


Har du spørgsmål om almen boligjura eller konfliktmægling? Vores brevkasse hjælper dig med juridiske spørgsmål omkring almene boliger og konfliktmægling mellem beboere eller med boligorganisationen.