Kære BoGodt
I min boligafdeling må man hverken have hund eller kat. Nu har min nabo anskaffet sig en kat. Og jeg er allergisk! Når jeg konfronterer min nabo, siger han, at det er en servicekat. Mit spørgsmål er: Er servicekatte undtaget for forbud mod at holde kat?
Allergiske hilsner
Pia
Kære Pia
Nej, servicekat er ikke et anerkendt begreb, og man kan ikke få undtagelse fra bestemmelser i husorden, selv om en læge skriver under på, at en kat kan have en positiv indflydelse på forskellige lidelser.
Kun hunde kan trænes som fører- og servicehunde, det vil sige være specielt trænet til at udføre en eller flere nytteopgaver. En beboer med en servicehund er undtaget for evt. forbud mod at holde hunde.
Bedste hilsner
BoGodts jurister
Har du spørgsmål om almen boligjura eller konfliktmægling?
Vores brevkasse hjælper dig med juridiske spørgsmål omkring almene boliger og konfliktmægling mellem beboere eller med boligorganisationen.