Din boligstøtte bliver beregnet ud fra, hvor meget plads du boltrer dig på. Få styr på taksterne og få mest muligt ud af tilskuddet.

65 kvadratmeter må din almene bolig være, hvis du er enlig og vil have mest muligt ud af boligstøtten.

Som enlig uden børn kan du få op til 1.178 kroner i boligstøtte hver måned, og Udbetaling Danmark kigger på størrelsen på din bolig, når de gør regnestykket op.

Har du 65 kvadratmeter til dig selv, kan du få beregnet boligstøtten ud fra boligens fulde størrelse. 

Har du til gengæld børn, kan hver af dem boltre sig på 20 kvadratmeter oveni de 65 – uden at du bliver ramt på din boligstøtte. Samme princip gælder, hvis du har en samlever eller ægtefælle. Også han/hun kan lægge 20 kvadratmeter ekstra til boligen.

Det vil sige, at en enkelt person med to børn kan bo på 105 kvadratmeter og stadig få det maksimale beløb i boligstøtte.

Mens to voksne kan bo sammen på 85 kvadratmeter og stadig få medregnet hele huslejen, når boligstøtten bliver gjort op.

Mest boligstøtte til børnefamilier

Har du børn, får du mest i boligstøtte. Du kan få helt op til 4.143 kroner, hvis du har et, to eller tre børn.

Er du førtidspensionist efter ”de gamle regler” (inden 2003), kan du få op til 4.741 kroner i boligstøtte som tilskud til huslejen. Som regel bliver boligstøtten betalt direkte til dit boligselskab. Du mærker derfor blot, at du får en lavere husleje, når du får boligstøtte.

Skattefrit tilskud til huslejen

Boligstøtte er et skattefrit tilskud til din husleje, og du søger selv om det på Din Boligstøtte. Her kan du også regne på, hvor meget du har ret til at få i tilskud, hvis du vælger en bestemt størrelse bolig.

Når Udbetaling Danmark regner din boligstøtte ud, kigger de både på din husleje, indtægt, formue, antallet af børn og størrelsen på din bolig.

Normalt udgør boligstøtten op til 60 procent af huslejen – i hvert fald hvis du holder dig indenfor de 65 kvadratmeter for en enkelt person – og 20 ekstra kvadratmeter oveni til hver person, du bor sammen med. Er du folkepensionist eller førtidspensionist efter de gamle regler (før 2003), dækker boligstøtten op til 75 procent af huslejen.

Får du tilbudt en større bolig, kan det være en god ide at regne på, hvor stort et tilskud, du vil kunne få i boligstøtte. Selvom dit boligtilbud har en højere husleje, kan du være heldig, at boligstøtten dækker en stor del af stigningen.

Boligstøtte betaler for ny altan

Ser du og dine naboer frem til at få en altan, kan I som regel også se frem til en huslejestigning. Men hvis du ikke allerede har ramt loftet for, hvor meget du kan få i boligstøtte, kan din boligstøtte dække en del af udgiften.

Altanens størrelse tæller ikke med, når størrelsen på din bolig bliver regnet ud.
Men de udgifter, I har haft til etablering af altanen, kan tælle med, hvis det nye uderum bliver betalt over huslejen. I den situation vil din boligstøtte stige.

Handicap kan øge din boligstøtte

Bliver du anvist til en stor bolig, fordi du sidder i kørestol, får døgnhjælp eller er stærkt bevægelseshæmmet, bliver du ikke straffet for de ekstra kvadratmeter. Til gengæld vil boligstøtten aldrig dække de forbedringer, som du selv vælger at lave i boligen. Den vil altså ikke dække udgifter, der hører ind under det, vi kalder for råderetten.

Bliver du anvist til en stor bolig, fordi du sidder i kørestol, får døgnhjælp eller er stærkt bevægelseshæmmet, kan du få boligstøtte til flere kvadratmeter end normalt. Din boligstøtte bliver beregnet på en anden måde.

Der gælder også andre regler for folkepensionister, der bliver anvist til plejeboliger.

Har du brug for det fulde overblik over din boligstøtte, får du det her. Du kan også indtaste forskellige størrelser på boliger, hvis du vil se, hvad det betyder for boligstøtten.

Har du styr på husstandens samlede indtægt, din formue og størrelsen på boligen, er der en god chance for, at du rammer rigtigt i første forsøg. Men fortvivl ej: Udbetaling Danmark regulerer beløbet løbende hen over året. Og en enkelt gang om året laver de en grundig efterregulering. Det sker som regel lige inden sommerferien.