Det runger, da Julie Theilgaard Olesen byder indenfor i sin nye lejlighed på Tunø Hovedgade. Der mangler inventar til at forbedre akustikken. Et enkelt spisebord med et par stole er alt, hvad hun har fået på plads. Indtil videre.

”Jeg venter på min sofa og resten af møblerne til stuen,” lyder det lidt undskyldende fra den indfødte tunbo.

”Man skal planlægge det godt, når man skal have ting herover med bil, trailer og så videre. Det er lidt omfattende, også når den store færge har været til reparation i et stykke tid. Så er der kun den lille færge med plads til 12 personer,” fortæller hun.

Julie Theilgaard Olesen er født på Tunø, der ligger i farvandet mellem Jylland og Samsø. Her bor hun sammen med godt 70 andre fastboende, heriblandt mor, far og bedstemor, og er med sin unge alder med til at trække gennemsnitsalderen en hel del ned.

”Vi er ikke så mange unge herovre længere,” som hun selv siger det.

I december sidste år flyttede hun hjemmefra. Flytningen gik til en af øens otte helt nye almene boliger, som boligorganisationen DOMI Bolig har opført.

”Jeg har villet flytte hjemmefra i længere tid, men det er hundedyrt at leje noget herovre, så jeg er virkelig glad for at kunne få den her lejlighed. Jeg tror endda, jeg har fået den bedste lejlighed med udsigt til vandet, morgensol i køkkenet og på den lille terrasse. Alle vinduerne er fra gulv til loft, så der er masser af lys i alle rum,” fortæller Julie, mens hun viser rundt i de tre værelser fordelt på 83 kvadratmeter:

”Det er skønt at bo her og have et sted, man kan sætte sit eget præg på.”

Tunbo for livet

Ovre på fastlandet har Julie en kæreste, som hun drømmer om at kunne lokke til Tunø på et tidspunkt. For Julie vil helst bo lige her, hvor hun selv er vokset op. Også når hun en dag skal stifte familie og have børn. Hvis altså der også er andre, der vil netop dét: Bo på Tunø med deres børn.

”Jeg tænker, at de her nye boliger kan skubbe til at få flere herover. Vi har jo et fantastisk fællesskab med masser af foreningsliv, masser af plads, fantastisk natur … og så har vi igen en købmand også.”

Julie Theilgaard Olesen er landmandsuddannet øbo, men hun har nu i to år også drevet øens minigolfbane tæt på havnen, der i mere end 40 år var ejet og drevet af hendes mormor Tutte. Om sommeren optager det arbejde de fleste af hendes vågne timer, mens vintermånederne går med at passe og fodre tyren Erik og kvierne Ingeborg, Alma, Palma og Signe. Alle er opkaldt efter bedsteforældre – bortset fra Signe, som er opkaldt efter en god veninde.

Julie har nemlig fået overtalt sin far til at afsætte et stykke jord til opdræt af kvæg af racen Angus, som tilmed er øens eneste husdyrbestand – for nuværende. Håbet er, at hun om få år kan sælge Tunø-opdrættet kød, måske i en gårdbutik sammen med farens egne afgrøder.

”Lige nu sælger min far sine grøntsager fra en bod ude på hovedgaden, men om et par år skulle vi gerne have en stor nok bestand kvæg til at kunne slagte og sælge kød her på øen,” siger Julie håbefuldt.

”Her er man alles barn”

Den iskolde vind pisker ind over Tunø fra Samsø i øst, mens Julie går hen til marken for at fodre kvæget. De står allerede klar ved foderhækken, som om de kan klokken, og ved, hvornår hun kommer. Angus-kvæg er en hårdfør race og kan i princippet stå udenfor året rundt, men Julie og hendes far har alligevel sat et lille skur op, så de fire kvier med en tyr i spidsen kan søge læ for vind, regn og blæst.

Julie er født og opvokset på Tunø. Det samme er hendes to brødre. En opvækst, hun husker som ”fantastisk” på en ø, hun klart vil anbefale andre at flytte til. Uanset alder.

”Man er lidt alles barn, når man er vokset op herovre. Fordi alle kender alle og kun vil dig det bedste. Mine brødre og jeg havde naturen, min fars skov og masser af frihed. Dét og så vores fællesskab er noget af det, jeg vil anbefale folk. Hvorfor? Jo, herovre bliver du ikke overset, her betyder du noget for andre mennesker,” siger hun, mens hun stanger det sidste foder hen til Ingeborg, der ikke tør udfordre tyren Eriks solide domæne ved foderhækken.

Ternen, den lille erstatningsfærge, er på vej mod havn og bryder de kolde bølger, der slår ind over stævnen. Om lidt bliver den lastet med løg, kartofler, post, pakker og et par håndværkere, der skal tilbage til fastlandet i det tiltagende vintermørke.

Det var godt, de nåede den, for dagen efter er der ingen færge til Tunø. Sådan er ø-livet også. Heldigvis er færgen snart klar til sejlads igen, så man kan komme over til den lille ø i Kattegat. Og hvis man har lyst til at blive, er der nu også en almen bolig at gå til.