Frosten bider i kinderne, da vi går op ad trappen til Peter Mertz på anden sal på Beatesmindevej i Aalborg SØ.

Kulden følger med ind i opgangen. Den sidder i jakkerne, i fingrene og i benene. Bag en dør begynder en hund at gø, længe før vi når helt op. Det er Balder.

Han lyder som en vagthund, men viser sig at være lille, lavstammet og med et skævt underbid. Mere selskabshund end vagthund. Han snuser forsigtigt til os, mens vi smider skoene i mellemgangen.

Så falder vores blik automatisk mod lyset.

Stuens store vinduer fylder hele endevæggen. Aalborg breder sig ud foran os, og himlen ligger åben. Det er en af den slags udsigter, man normalt betaler ekstra for.

”Vi elsker at bo her. Det er den bedste indretning. Stor stue og køkken, gode værelser og en altan, hvor vi kan følge med i det hele. Og så fællesskabet – det er altså noget særligt herude,” siger Peter.

I seks år har han boet her med sine to sønner og datter. En fireværelses på omkring 100 kvadratmeter. Plads til dem alle.

”Det betyder noget,” siger han.

Men der er koldt i lejligheden. For kulden flytter med ind hver vinter. Og den bliver.

”Sådan er det hvert år. Man vænner sig til kulden – eller også gør man ikke.”

Tripper i strømpesokker

Peter viser os ind i stuen og stiller sig ved altandøren. Han står i strømpesokker og tripper let fra den ene fod til den anden – som om han prøver at holde varmen.

”Kom lige her,” siger han og peger ned. ”Mærk gulvet.”

Vi går derhen. Kulden går direkte igennem sokkerne og op gennem fødderne. Gulvet er ikke bare køligt – det er iskoldt. Og sådan er temperaturen cirka halvanden meter ind fra vinduerne i de fleste rum.

”Det er rent ud sagt skidekoldt. Og når det er rigtig koldt udenfor, så løber vandet nogle gange ned ad væggene,” siger han og trækker på skuldrene. Som om det efterhånden er blevet normalt.

I hvert sit værelse ligger Peters sønner pakket ind i dyner. Selvom det er midt på dagen, vælger de at blive på værelset – for i stuen er der ikke tændt for varmen. Det har der ikke været i et par måneder.

”Jeg fyrer kun op på værelserne. Ellers har vi simpelt hen ikke råd til at være her.”

Peter betaler nemlig knap 2.400 kroner om måneden aconto for varme. Ja, du læste rigtigt … Det er næsten 29.000 kroner om året – oveni huslejen. Det er mange penge, når man er alene om at betale regningerne.

”Det er dobbelt så meget, som da jeg boede i hus på 150 kvadratmeter. Og selvom vi bruger så mange penge på varme, så fryser vi stadig,” siger han og tilføjer:

”Jeg har hørt om naboer herude, der betaler 34.000 for varme,” siger han og ryster på hovedet.

Derfor bliver han nødt til at prioritere varme i værelserne. I resten af lejligheden må de klare sig med dyner, tæpper og ekstra trøjer. Tæpperne ligger spredt ud i stuen og i køkkenet ved spisebordet – overalt, hvor man står stille. Sofaen inde i stuen ligner en hyggelig lejrplads med tæpper nok til en mindre hær.

Det er tydeligt, at vinterkulden for længst har sat dagsordenen i hjemmet.

Skimmelsvamp i alle kroge

Peter tager os med rundt i lejligheden. Han åbner et af skabene. Skubber en bunke tøj til side.

”Se her.” Bagerst i skabet sidder mørke pletter. Både små og store plamager. Skimmelsvamp.

”Vores tøj kan ikke ligge her særligt længe ad gangen, så bliver det jordslået,” fortæller han.

Derfor flytter de rundt på det hele tiden. Fra hylde til hylde. Lufter, tørrer, starter forfra. Og ofte bliver Peter også nødt til at vaske det rene tøj, fordi det lugter af fugt.

”Vi har mistet meget tøj og udstyr. Blandt andet racertøj til mange penge, som lå i bunden af skabet, hvor vi opdagede, at der var fugt i bunden.”

Stort set hver dag tørrer han vand af vindueskarme og ruder. Det er blevet en fast rutine for ham at gå en morgenrunde med en klud i hånden.

Plus Bolig har gjort alt, hvad de kan for at fjerne fugt- og kuldeproblemerne i Peters bolig med ventilatorer, affugtere, isolering og maling. Men de har desværre ikke kunnet redde problemerne. Fugten vender hver gang tilbage.

”Vi gør alt det, man får at vide. Lufter ud flere gange om dagen og vasker med Rodalon,” siger han. ”Men det kommer altid igen.”

Tilbage ved altandøren tager han sin lighter op af lommen. Han tænder den og fortæller, at når det blæser udenfor, så blafrer flammen – selvom døren er lukket og låst.

”Så utæt er her,” siger han.

Gamle skader på lungerne

Peter er tidligere svejser. Han ryger. Han siger det selv uden omsvøb.

”Mine lunger er i forvejen totalt forurenede,” siger han og smiler skævt. ”Så jeg kan sgu ikke mærke, om det her har gjort det værre,” siger han tørt. Alligevel er det tydeligt, at boligen slider på ham og hans familie.

Men hvorfor flytter Peter ikke bare til noget andet, spørger du nok dig selv. Her er svaret:

”Om sommeren er det her verdens fedeste sted at bo. Der er god plads til ungerne, vi kender alle, og der er fem minutter til alt.”

Når vejret er til det, bor Peter nærmest ude på sin store altan, for her kan han følge med i livet i boligområdet. Børnene, der leger på græsset, og de voksne som hygger sig på bænkene. De får gerne et vink oppefra fra Peter – hvis ikke han går ned og sidder med dem.

”Heroppefra har jeg det store overblik. Det er så hyggeligt.”

Peter elsker også at køre rundt på sin blomstrede scooter, Madam Blå. Den kan hurtigt få ham fra opgang til fælleshus, til købmanden og besøg hos venner og bekendte.

Og i garagen lige udenfor hans opgang har han lavet et værksted, hvor han skruer på ting og hjælper de unge fra området med at fikse cykler eller bygge småprojekter.

Det er her, hans og drengenes liv er.

Problemerne skal løses

Ifølge Peter er det ikke kun hans lejlighed. De fleste derude kæmper med det samme. Kulde. Fugt. Skimmelsvamp.

Snakken har gået længe i opgangene og i vaskekældrene. Hvor længe kan man bo sådan? Til sidst var der ikke så meget at diskutere.

”På afdelingsmødet var vi heldigvis enige om, at nok er nok. Vi bliver nødt til at starte forfra. Ordentligt.”

Og starte forfra er præcis det, planen går ud på. Alt skal væk. Vægge, gulve, køkkener, badeværelser. Ned til den rå betonkonstruktion.

366 lejligheder skal bygges op igen fra bunden. Imens skal alle beboere genhuses, mens håndværkere overtager blokkene.

Det bliver dyrt. Men tanken er enkel: Tætte boliger. Mindre varme, der siver ud. Regninger, der falder så meget, at huslejestigningen ikke føles lige så tung.

Helhedsplanen er nu stemt igennem med et stort flertal af beboerne. Kommunen har sagt ja. Nu mangler kun pengene fra Landsbyggefonden. Får de dem, begynder arbejdet i 2028.

Indtil da bliver Peter og drengene boende. Med udsigt over Aalborg. Med dyner i sofaen om vinteren. Og en lighterflamme, der afslører trækket fra vinduerne.

Han elsker sit hjem. Det er bare ikke bygget til at holde på varmen.