Det er en tidlig efterårsmorgen i Vejle, september 2024. Bente er netop stået op.

Hun er alene i sin stuelejlighed. Stilheden bliver pludselig brudt af larm og uro ude fra opgangen.

”Jeg hører en masse larm i gangen. Der var jo ikke blevet varslet noget om regn eller oversvømmelse, så jeg tænker bare: Det var da mærkeligt,” fortæller Bente.

Hun går i bad. Men lydene udenfor tager til. Da hun træder ud af bruseren og kigger ud ad vinduet, føles det, som om tiden går i stå.

“Jeg var i chok. Jeg tænkte bare: Det er løgn.  Det sker bare ikke igen.”

14 dage. Så længe nåede hun at bo i sit hjem efter at være vendt tilbage fra evakueringen under februars oversvømmelser. Nu hjemsøgte ekstremregnen hende igen.

Hendes nabo Karen råber, at de skal pakke en taske. Bente griber febrilsk noget tøj og kaster det i tasken. Vandet stiger i hastige ryk, og beboerne bliver guidet ud gennem terrassedørene af driftsmedarbejdere.

“De gode folk fra boligforeningen ØsterBO tog vores nøgler og låste af. De stod klar derude og viste os hen til Hotel Note, hvor vi ville blive ind- logeret.”

Det var ikke kun vand, der trængte ind den morgen. Det var også frygten og minderne fra februar. Og erkendelsen af, at hverdagen endnu engang blev skyllet væk.

Et år med ekstremt vejr og uvished

Bente, 62 år, er enlig og har to voksne børn samt seks børnebørn. Hun har boet i almene boliger i  to årtier, herunder de sidste fire og et halvt år på Tønnesgade i Vejle. Oversvømmelserne har efterladt et varigt indtryk.

Vi går sammen gennem Vejles centrum. Forbi Føtex på Nørregade, ned ad en lille sidegade.  Her lå hendes tidligere hjem. Bente skubber en havelåge op, og vi træder ind i, hvad der engang var hendes lille fredelige oase midt i byen.

“Åh, det er underligt at være her igen,” siger hun og tænder en smøg. Hun går hen til det støvede vindue, kigger ind og sukker.

“Jeg elskede det  virkelig. Jeg elskede at bo her.”

Lejligheden står tom. Terrassedørene er stadig barrikaderet med træplader og sandposer. Bente ser sig omkring og ryster stille på hovedet, mens minderne vælter frem fra den frygtelige septembermorgen.

“Det var så skræmmende. Det knirkede helt vildt, og vandet fossede ind fra væggene i alle rum. Jeg skulle egentlig have været ude at spise med en veninde den dag, men måtte aflyse. Jeg ringede og sagde: ‘Den er gal igen.’ Hun svarede bare:  ‘Jeg kommer nu.’”

Hele weekenden sov Bente hos veninden. Hun kunne ikke overskue at være alene. Ikke med alt det, der ventede, både praktisk og mentalt.  Men mandag morgen måtte hun hjem igen. Synet, der mødte hende, var som taget ud af en katastrofefilm.

“Gulvene vippede og bulede. Der lugtede fugtigt. Møbler, mit garntøj, vigtige dokumenter – alt var ødelagt.”

Det bimlede og bamlede hos forsikringsselskaberne, men Bente besluttede sig for at samle sig. Mandag ringede hun. Ventetiden i telefonen var lang. Hun var ikke den eneste, der stod midt i kaos.

En lang trættende kamp

Vi sidder i Bentes nye lejlighed i AAB Vejle, i afdelingen Den Gamle Have. Her har hun boet siden december 2024. Der er roligt og lyst. Man kunne tro, at skuldrene for længst havde sænket sig.

Men det har de ikke. Bente er stadig midt i en lang og udmattende kamp med sin forsikring. Den forsikring, der hjalp i første omgang, trak sig senere. Sagen blev afvist. Genoptaget. Afvist igen.

Til sidst måtte hun søge erstatning hos Naturskaderådet – en proces, der stadig trækker ud.

“Jeg følte mig virkelig magtesløs. Og det har været dyrt. Jeg fik erstatning for nogle ting, men mange ting blev ikke dækket. Al maden. Mine terrassemøbler. Mine speciallavede sko på grund af slidgigt.”

Men det er ikke de tabte ting, der fylder mest. Det er de søvnløse nætter. Tankemylderet. Heldigvis var veninden Gitte der. Hun blev en slags livline.

“Hun ringede til forsikringen. Hun holdt  overblikket. Hun hjalp mig, når mit hoved var  ved at eksplodere af papirarbejde.”

Også ØsterBO har været en uvurderlig støtte.  De dækkede hotelopholdet, betalte differencen  i husleje under genhusningen og sørgede for opmagasinering.

“De har været fantastiske hele vejen igennem. Intet mindre,” fortæller Bente.

Når regnen rammer

Bentes historie handler ikke bare om én uheldig beboer i én boligforening. Den tegner et billede af en ny virkelighed, der rammer bredt, og som kun bliver værre.

Klimaforandringerne er ikke længere noget,  der sker langt væk. De er her og nu. Vi mærker  det i regnen, der falder oftere, tungere og mere uberegneligt. Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har dokumenteret, at mængden af kraftig regn i  Danmark er steget med omkring 20 procent  over de seneste 100 år, og den forventes at stige yderligere i takt med den globale opvarmning.

Vejle er blandt de mest sårbare byer. Kystdirek- toratet har udpeget den som ét af de 14 mest oversvømmelsestruede områder i landet. Det skyldes blandt andet, at byen ligger i en såkaldt skål, omgivet af stejle bakker, tæt ved fjorden  og oven på et højt grundvandsspejl.

Når regnen falder, har vandet kun én retning:  nedad og derfra ind. Ind i kældre, opgange og stuer.

“Det er ganske forfærdeligt, at vi for anden gang på et år akut må evakuere beboere, fordi deres boliger er oversvømmet af regn, og at vi igen står over for et kæmpe renoveringsarbejde til flere millioner kroner,” fortalte Pia Lyngdrup Nedergaard, direktør i ØsterBO i Vejle, i november til Fagbladet Boligen.

Lejligheden står stadig  tom efter oversvømmelsen  i september 2024. Skaderne kræver omfattende  reparationer. 

Vejle Kommune har udarbejdet en risiko- styringsplan, som skal kortlægge, hvordan byen bedst kan beskyttes mod fremtidige oversvømmelser. Men det kræver mere end gode intentioner. Det kræver samarbejde og store investeringer.

“Vi har sammen med Vejle Kommune og Vejle Spildevand gennemført et stort klimaprojekt i Vejle Østby med cirka 1.200 almene boliger.  Men der er stadig lang vej igen, før vi er i mål med at beskytte Vejle. Det kræver store investeringer  fra mange parter, og det vil tage tid,” fortæller  Pia Lyngdrup Nedergaard.

Og mens planerne tegnes, mærker beboere som Bente konsekvenserne på egen krop.

“Læs det med småt”

Bente bor nu i en anden del af Vejle. I en stuelejlighed med morgensol, terrasse og plads til blomsterkrukker. Her er der lavet klimasikring, og risikoen for oversvømmelser er derfor minimal.

“Jeg savner min gamle terrasse. Den var mere afskærmet. Men jeg har lært at sætte pris på det livlige her og trygheden. Naboerne hilser, og vi sludrer hen over hækken. Det er rart.”

Og så har hun et klart opråb, ikke bare til  boligforeninger, men til alle beboere:

“Hav styr på din forsikring. Spørg ind til, hvad  de dækker, og især hvad de ikke dækker. Ellers står du der, midt i kaosset, og opdager det for sent.”

Hun fortæller, hvordan hun med sine egne øjne så, hvordan oplevelserne blandt naboerne var vidt forskellige. Nogle fik hjælp. Andre stod alene.

“Jeg håber virkelig, at dem, der læser det her, tjekker deres indboforsikring. For du har ingen garanti. Naturskaderådet dækker ikke nødvendigvis, hvis din egen forsikring siger nej. Læs det med småt. Spørg aktivt. Det kan gøre forskellen på  at komme videre eller blive ladt i stikken.”

Bente håber ikke, nogen skal opleve det  samme, som hun selv har været igennem. Men hvis de gør, så håber hun, de er  bedre forberedte.

På væggene har hun hængt det vigtigste op. Ikke det, der er noget værd i kroner, men det,  der betyder noget. Minderne. Alligevel sidder erfaringen fast.

For når vandet trækker sig tilbage, er det ikke kun ødelæggelserne, man står tilbage med.  Det er også spørgsmålene: Hvem hjælper? Hvad gør man? Hvem ringer man til? Selvom støtten var der fra veninden Gitte, naboerne, ØsterBO og delvist fra forsikringen  og Naturskaderådet, så manglede noget: Klarhed og tryghed.

“Jeg ville sådan ønske, der fandtes en liste. Sådan én, man kunne følge, når det hele ramler. Ring her. Husk det her. Gør sådan. Det ville have betydet alverden.”