En tidlig efterårsmorgen i 2024 hørte Bente pludselig larm i opgangen. Der var ingen varsling om regn eller oversvømmelse, men få minutter senere stod vandet i stuen.

”Jeg var i chok. Jeg tænkte bare: Det er løgn. Det sker ikke igen,” fortæller Bente.

Bare 14 dage tidligere var hun flyttet hjem efter en tidligere oversvømmelse i februar. Alt var ødelagt: møbler, garntøj og vigtige dokumenter – og hverdagen, der endnu engang blev skyllet væk.

”Det var så skræmmende. Det knirkede helt vildt, og vandet fossede ind fra væggene. Jeg ringede til min veninde og sagde: ‘Den er gal igen.’ Hun svarede bare: ‘Jeg kommer nu.’”

Bo Godt står sammen med Bente foran hendes gamle hjem. Lejligheden står stadig tom. Terrassedørene er spærret med sandposer og træplader, og minderne fra den septembermorgen sidder i kroppen.

”Åh, det er underligt at være her igen,” siger hun. ”Jeg elskede virkelig at bo her.”

Bentes klare opråb

Bente bor nu i en anden del af Vejle. I en stuelejlighed med morgensol, terrasse og plads til blomsterkrukker. Her er der lavet klimasikring, og risikoen for oversvømmelser er derfor minimal.

Men Bentes historie handler ikke bare om én uheldig beboer i én boligorganisation. Den tegner et billede af en ny virkelighed, der rammer bredt, og som kun bliver værre.

Klimaforandringerne er ikke længere noget, der sker langt væk. De er her og nu. Vi mærker det i regnen, der falder oftere, tungere og mere uberegneligt. 

Bente har et klart opråb, ikke bare til boligforeninger, men til alle beboere:

“Hav styr på din forsikring. Spørg ind til, hvad de dækker, og især hvad de ikke dækker. Ellers står du der, midt i kaosset, og opdager det for sent.”

Bente så med egne øjne, hvordan oplevelserne blandt naboerne var vidt forskellige. Nogle fik hjælp. Andre stod alene.

“Jeg håber virkelig, at dem, der læser det her, tjekker deres indboforsikring. For du har ingen garanti. Naturskaderådet dækker ikke nødvendigvis, hvis din egen forsikring siger nej. Læs det med småt. Spørg aktivt. Det kan gøre forskellen på at komme videre eller blive ladt i stikken.”

På væggene har hun hængt det vigtigste op. Ikke det, der er noget værd i kroner, men det, der betyder noget. Minderne. Alligevel sidder erfaringen fast.

“Jeg ville sådan ønske, der fandtes en liste. Sådan én, man kunne følge, når det hele ramler. Ring her. Husk det her. Gør sådan. Det ville have betydet alverden.”