Det var et lille uskyldigt uheld, der satte Connie Philipsens rækkehus i flammer. Hun havde bagt boller i sin airfryer om morgenen. Airfryeren stod på komfuret, og da hun tog de nybagte boller ud af airfryeren, må hun ved en fejl være kommet til at tænde for koge- pladen under den, mener hun.
“Så går jeg en tur med hunden i boligområdet, før jeg skal på arbejde, og da jeg er på vej tilbage, kommer en mand løbende og råber ”dit hus brænder”. Han hjælper med at ringe til brandvæsenet, for jeg bryder fuldstændig sammen,” siger hun.
Branden ødelagde køkkenet fuldstændigt. Der gik ild i airfryeren, og ilden spredte sig til emhætten og skorstenen, hvor der sad en masse gammel sod og olie. Brandfolkene fik hurtigt slukket ilden, men hele huset blev vandskadet, og der var også skader hos naboen. Det var umuligt at bo der.
“Jeg havde det rigtigt skidt. Det var hele mit liv med minderne fra min afdøde mand og mine afdøde forældre, der var forsvundet,” siger Connie Philipsen.
Næste dag kom forsikringsselskabet og vurderede skaderne. De tilbød at genhuse Connie i en lejlighed, men den lå for langt væk, og derfor betalte forsikringsselskabet for, at hun fik en campingvogn stillet op i sin datters carport. Her boede hun i otte måneder.
“Jeg fik også tilbudt psykologhjælp af forsikringsselskabet, og det tog jeg imod. Der kom et firma og pakkede de ting ned, der stadig kunne bruges, men det meste blev smidt ud, bortset fra noget bestik og mine smykker,” fortæller hun.
Indboforsikringen hjalp Connie i gang igen
Connies rækkehus ligger i den almene boligafdeling Solsikkeparken i Ølsted. Da Arresø Boligselskab havde sat huset i stand, kunne hun endelig flytte tilbage. Heldigvis betalte hendes indboforsikring for, at hun kunne købe ting, så hun kunne skabe et hjem igen.
“Indboforsikringen dækkede det, jeg havde brug for til at komme i gang. Det vigtigste var selvfølgelig at få tæpper på gulvene og få en seng og en sofa. Jeg skulle også købe vaskemaskine, komfur, køleskab, støvsuger, fjernsyn, dyne og sengetøj, tøj, sko og meget andet,” siger hun.
Connie har altid haft en indboforsikring. Den koster cirka 1.800 kroner om året.
“Det kan godt være, at det er mange penge for nogle mennesker, men jeg har ikke råd til ikke at have en indboforsikring. Desværre fik jeg brug for den,” siger hun.
“Jeg har også fået en ny airfryer, men den står ikke på mit komfur, og mit nye komfur kan ikke tændes ved et uheld,” siger Connie Philipsen.
Branden ændrede Connies liv. Hun savner sine gamle ting, men hun har ikke anskaffet sig ligeså mange som før.
“Før havde jeg rigtig mange ting, men jeg har vendt bøtten og tænker mere på, hvad jeg har brug for. Jeg har for eksempel ikke længere 15 par bukser i skabet. Jeg har kun dem, jeg går med, og jeg har kun de ting i køkkenet, jeg bruger,” siger hun.