Det er morgen. Det regner. Det er november. Og Anna Thygesen er forsinket.

Hun er en travl kvinde. Radiovært, forfatter, kommunikationskonsulent og en hel del mere, og lige nu stresser hun på vej til et vigtigt møde. Hun har så travlt, at hun – først da det er for sent – opdager, at hun har taget sin mands computer med i tasken i stedet for sin egen.

Så ringer mobilen. Et 70-nummer, som hun mener, er fra hendes bank. Hun overvejer et øjeblik ikke at tage den. Men hun undrer sig også over, at banken ringer netop nu. Derfor vælger hun at tage den. En stemme siger:

“Hej, det er Christian fra banken. Jeg sidder i sikkerhedsafdelingen. Er du i gang med at overføre 550 euro til en hollandsk konto?”

Anna svarer nej. Det er hun ikke.

“Så er det godt, du tog telefonen,” lyder svaret.

Kontoen er registreret som en svindelkonto, forklarer manden i den anden ende. Modtageren har et udenlandsk navn. Alarmklokkerne ringer, og Anna Thygesen bliver spurgt, om hun for nylig har brugt MitID.

“Ja, selvfølgelig,” svarer hun: “Man bruger det jo til alt.”

Et professionelt bedrag

Samtalen udvikler sig hurtigt. Christian fra banken fortæller, at der nu skal laves en ekstra sikkerhedsgodkendelse via en krypteret app. App’en hedder Telegram, og da hun åbner den, mødes hun af et profilbillede af “Christian” og af Danske Banks logo og en række detaljerede oplysninger, der får det hele til at se legitimt og troværdigt ud.

“Det føltes både utrygt og trygt på samme tid,” fortæller Anna Thygesen:

“Utrygt, fordi der var noget galt. Og trygt, fordi banken jo nu tog over og havde styr på det.”

Beskeden fra Christian lyder, at Anna Thygesen skal tage telefonen, hver gang han ringer. Hun modtager også en SMS med en kode, som hun videregiver. Hendes kort og MobilePay virker fortsat, så hun oplever, at der er ingen umiddelbar grund til mistanke.

Tomme konti

Først da hun kommer hjem, falder illusionen. Hendes mand spørger, om hun har flyttet penge fra deres fælles konti. Det har hun ikke. Men der står nu udelukkende tre kroner på den ene konto og fem på den anden.

Anna skriver straks til Christian på Telegram: “Mine konti er tømt. Er det lykkedes hackerne?”

Svaret fra Christian er kort: “Ja.”

Langt over 100.000 kroner er væk. Annas penge. Og hendes mands. Anne Thygesen sætter sig i sofaen. Bryder sammen.

“Det var nogle dage i helvede,” siger hun.

“Vreden, flovheden og skammen. Især over, at min mands penge også var væk.”

Tillidsbruddet sætter sig dybe spor. Anna Thygesen beskriver, hvordan hun i tiden efter svindelnummeret blev mistroisk over for alt og alle.

“Man bliver så rystet. Hvem kan man pludselig stole på?”

“Nogle gange åbnede jeg en skuffe, bare for at tjekke om mit pas stadig lå der – uden at jeg overhovedet havde brugt det.”

Derfor virker digital svindel

Ifølge Anna Thygesen er en af de største misforståelser omkring digital svindel, at det rammer bestemte grupper.

“Men folk glemmer, hvor professionelle svindlere er,” siger hun.

“Det er telefonsalg på speed. Det skal altid gå hurtigt, ellers er det for sent. Det er en smart salgs-tale. Ren manipulation. Og svindlerne udnytter travlhed, autoritet og frygt. De formår at skabe en situation, hvor man handler, før man når at tænke. Det er de gode til.”

Og det er ikke kun ældre, der bliver ramt, understreger Anna Thygesen. Unge bliver snydt med koncertbilletter, falske lejligheder og onlinekøb, der aldrig dukker op.

"Det er ikke folkepensionister, der står ude i Nordvest og kigger på en lejlighed, der ikke findes,” understreger hun.

En væsentlig årsag, til at digital svindel kan fortsætte, er ifølge Anna Thygesen skammen.

“Man føler sig så dum. Og man tror, at alle andre også synes, at man er dum,” siger hun.

“Der er altså en anden opfattelse af digital svindel end for andre former for kriminalitet.”

Netop derfor er det vigtigt for Anna Thygesen at tale åbent om det. 

Skepsis er ikke uhøflighed

Anna Thygesen har i dag lavet klare retningslinjer for sig selv, og hun opfordrer andre til at gøre det samme.

“Man skal aldrig give CPR-nummer, MitID-oplysninger eller koder via telefon, SMS eller mail. For det er der ingen officielle instanser, der beder om – og hvis man føler sig nervøs eller utryg under en samtale, så meddel vedkommende, at du ringer tilbage. Og kontakt selv din bank,” understreger hun.

Man bliver ikke et mindre tillidsfuldt menneske af at sige nej, mener hun. Man behøver sågar slet ikke at blive ubehøvlet, fastslår hun.

Hvis Anna skal give ét råd til pårørende til ofre for digital svindel, er det dette:

"Hvis du møder et menneske, der er blevet svindlet – ung eller gammel – så kig dem i øjnene og sig: ’Det kunne også være sket for mig’.”

For skam kan man ikke bruge til noget, siger hun.

“Jeg troede, jeg var smart. Og pludselig var jeg det ikke længere. Det kollaps mellem den, man tror, man er, og det, man så oplever, skaber skam. Men skam er ødelæggende, både for selvværdet og for tilliden til andre.”

I dag bruger Anna selv digitale sikkerhedsværktøjer og har genvundet tilliden, men hun har en større bevidsthed om, at alt ikke nødvendigvis er, hvad det giver sig ud for at være.

“Vi er alle sammen udsatte, men vi er aldrig alene. Og det vigtigste, man kan gøre, er at tale om det!”

Det har Anna Thygesen så gjort nu.