Mænds Mødested står der på døren til det tidligere viceværtskontor hos Bo i Lemvig, hvor mænd fra de almene boliger og andre indbyggere fra byen ved Limfjorden har indrettet et helt særligt åndehul.
”Der er rigeligt med klubber for kvinder, der gerne vil strikke og den slags. Der findes ikke så mange tilbud til mænd. Det er der her. Her hygger vi os, og her er mandehørm med stort M!”
Det er Brian, der har ordet. Han er stedets naturlige igangsætter og talsmand. Han er tidligere soldat og lider af PTSD. For ham er Mænds Mødested et fristed, hvor han kan møde ligesindede, nørkle med en cykel og give en hånd med.
”Jeg har overtaget projektet fra min far, der døde af kræft sidste år. Han elskede at komme her og være en del af fællesskabet, så jeg har taget over og sørger for, at der bliver sat gang i projekter, indkøb og så videre.”
Denne mandag, hvor Bo Godt kommer forbi, er der godt fyldt ved de to borde i det lavloftede lokale mellem boligblokkene på Industrivej i den vestlige del af byen. Snakken går over kaffekopperne, mens den lille dansk-svenske gårdhund Luna snuser rundt mellem bordbenene og holder skarpt øje med alt, hvad der foregår.
I værkstedet ved siden af er Kenneth gået i gang med at fikse en cykel. Kæden skal smøres, bremserne strammes, og cyklen tjekkes igennem, inden beboeren kan hente den igen.
”Vi gør det gratis, hvis det er småting, der skal laves. Men hvis folk gerne vil give en skilling til fælleskassen, så tager vi selvfølgelig imod,” fortæller Brian. Foruden cykelreparationer hjælper mændene også områdets viceværter med maleopgaver og andre småjobs.
”Man behøver ikke deltage i noget arbejde, hvis man ikke har lyst eller kan. Man kan også bare komme og få en sludder for en sladder og en kop kaffe,” siger Brian.
Ude i værkstedet har Kenneth fået smurt kæden og strammet bremserne. Han er fast gæst i hyggehulen, der udgør en vigtig del af hans sociale liv.
”Jeg ved ikke, hvad jeg ville lave, hvis jeg ikke kunne komme herned. Måske bare sidde derhjemme og se fjernsyn,” siger han. Sådan har Jan det også. Han kommer fast hver uge og elsker det sociale samvær med de andre lemvigere.
”Hvis ikke der var det her sted, ville jeg prøve at finde noget andet. Men der er ikke mange tilbud til os mænd,” forklarer han.
Luna har lagt sig i sofaen ved siden af Kenneth og tager en lille lur, mens han er kommet ind fra værkstedet. Brian skænker kaffe, og Jan får en snak med nogle af de andre fremmødte. Der er hygge og socialt samvær i lokalet på Industrivej — og de gør det hele igen på mandag.