Kenno Leth-Andersen er født med en sjælden misdannelse i hjernen og har været så mange gange på operationsbordet, at det nær har kostet ham livet. Til sidst var han ved at give op. I dag finder han og hans mor, Sanne, fodfæste i boligafdelingens frivillige fællesskab.

Det er fredag på Højvangen i Skanderborg. Fra Nabohuset dufter det af frikadeller og stuvet hvidkål, og fra udearealerne lyder plæneklipperens brummen. Det er Sanne Leth-Andersen og hendes voksne søn, Kenno, der på hver sin måde er i gang.

Hele deres uge er bygget op om det frivillige arbejde i boligafdelingen. Og med god grund.

Hvis ikke de havde det at tage sig til, er de begge ret sikre på, at de ikke ville være her. For tanken om at drage herfra i utide har fyldt hos dem begge.

Særligt hos den 32-årige Kenno.

Han er født med det sjældne Dandy-Walker-syndrom, har autisme og tics og er blevet opereret i hovedet 23 gange. To gange har han været ved at dø under operationerne. Ifølge hans mor er han 10-12 år bagud i udviklingen.

Et sådant liv kan knække de fleste, og det var også lige ved at ske for Kenno. I skolen blev han mobbet, og han har længe gået med en følelse af, at han slet ikke skulle have været til.

»Det var ikke rart at blive mobbet. Så får jeg de der onde tanker,« siger Kenno.

For et år siden, midt i en depression, blev det for meget. Han ville ikke være her mere, og sammen med sin mor fik han kontakt til Livslinien.

»Min mor var med, og jeg snakkede med en rar mand derindefra. Han sagde, at det skal man ikke. Han var rar at snakke med,« fortæller han.

Kenno lovede at ringe til Livslinien med det samme, hvis tankerne kom igen. 

Det har de ikke gjort siden, for Kennos liv er blevet grad vent til det bedre efter, at han er blevet del af det lokale fællesskab.

Usynlige sygdomme 

Mange på Højvangen kender Kenno. Andet kan man ikke undgå, når han hver uge drøner rundt og slår græs. Selv i de kolde vintermåneder får plænerne en tur.

Men de færreste ved, hvor meget han bærer på.

»De fleste af Kennos sygdomme er usynlige. Sådan nogle, man ikke kan se udvendigt,« forklarer Sanne.

Det sociale er det sværeste for Kenno. Han er genert over for folk, han ikke kender, og ud over fredagsholdet og Nabohuset har han ikke meget socialt liv. Derfor betyder det frivillige arbejde så meget.

»Han lyser op, når han kommer ned på traktoren og skal slå græs. Så ser jeg en glad dreng, der ikke bare sidder og stirrer ud i luften, som han mange gange gør, når han er derhjemme,« siger Sanne.

Kenno giver hende ret. Det er vigtigt for ham at komme ud. »Og være til nytte,« som han siger.

»Det betyder alt for mig. At have noget at lave i stedet for at sidde herhjemme dag ud og dag ind.«

Ud over det frivillige arbejde i boligafdelingen er han i praktik i den lokale Føtex, hvor han sidder ved kassen fire dage om ugen.

Mor kender mørket

Sanne kender hendes søn svære tanker. Dels fordi deler alt og bor sammen, og dels fordi hun selv har været ramt af de usynlige sygdomme.

Hun har boet på Højvangen i 40 år, men i de seneste år har tilværelsen også været ved at knække hende. Hendes mand døde af kræft i 2010, hendes far i 2014 og hendes mor i 2023. Da både hun selv og hendes ældste søn fik konstateret kræft i 2024, blev det for meget, samtidig med at hun havde Kenno at tage sig af.

»Men jeg er heldigvis blevet rask og er kommet videre. Takket være hjælp fra lægen, og nu især takket være alt det frivillige,« siger hun og forklarer hendes tætpakkede uge

Om mandagen tager hun imod varerne fra Fødevarebanken i Nabohuset. Om tirsdagen bager hun og laver kaffe til haveholdet. Om onsdagen er der fælles morgenmad, om fredagen gælder det mad til Fredagsholdet, og om søndagen hjælper hun i kirken.

»Vi har det godt der, hvor vi er nu. Der er et godt fællesskab, og folk hjælper hinanden,« siger Sanne.

»Uanset hvordan og hvor trist man synes, livet ser ud, så er der altid brug for en.«

Få hele Sanne og Kennos livshistorie i videoen ovenfor.