Klokken er lidt i ti en kold januardag på Nørrebro. Else Karoline Møller har allerede været på arbejde i fire timer, da hun sætter sig med kaffekoppen i fælleshuset i Ågården på Nørrebro. Det gule arbejdstøj hænger løst på hende, nu, hvor hun er kommet ind i varmen.

Hun smiler – men stemmen er lidt stille, da hun begynder at fortælle.

”Der var en periode, hvor jeg slet ikke kunne se, hvordan mit liv skulle hænge sammen,” siger hun.

I dag er Else ejendomsfunktionær i fsb. Hun er fastansat på deltid, er en stærk del af teamet og har en god og stabil hverdag. Hver morgen kører hun glad på arbejde – og lige så glad hjem.

Men vejen hertil har været lang – og tung.

”Jeg mistede mig selv – og det har taget nogle år at komme ovenpå igen,” fortæller hun ærligt.

Fra arbejdsliv til krise

Else kom til Danmark fra Grønland i 1997 som 24-årig. Hun uddannede sig til tøjdesigner, og det førte hende til Paris, New York, Island og Marseille, hvor hun har deltaget i modeshows og udstillinger. Hun har også arbejdet i de store varehuse i København, og en sommer fløj hun som stewardesse for Air Greenland.

”Jeg har altid arbejdet. Jeg har altid klaret mig selv,” siger hun.

Derfor var det et chok, da hendes kæreste døde af sygdom i 2011. Sorgen tog over – og langsomt forsvandt både arbejdsliv, kreativitet og livsmod.

”Jeg holdt op med det hele. Mit arbejde, mit kor, alt det, der gjorde mig glad. Jeg kunne ikke mere,” fortæller Else.

Årene efter blev præget af depression, kontanthjælp og gentagne arbejdsprøvninger – og dyb ensomhed. Hun mistede også sin bolig i en periode og var hjemløs.

”Jeg følte mig som et nummer i et system. Hver gang kommunen sendte mig ud i ulønnet praktikforløb, endte det alligevel aldrig med et job til mig. Til sidst begyndte jeg selv at tro på, at jeg ikke kunne bruges til noget,” siger hun stille.

Langsom start – hurtig udvikling

Vendepunktet kom, da Else – som beboer i en af fsb’s boliger i Nordhavn – fik mulighed for at starte i job hos boligorganisationen. Et job, som var lønnet via det sociale frikort. For første gang var der ikke fokus på tempo, krav og paragraffer – men på hende.

”Det var en kæmpe lettelse. Jeg fik lov til at starte helt stille og roligt. Ingen pressede mig,” siger hun.

Else begyndte med seks timer om ugen i morgencaféen i fælleshuset i Ågården. Små opgaver. Faste rammer – og en meget langsom optrapning i timer.

Her sørgede hun for, at afdelingens beboere fik morgenmad, mens håndværkerne arbejdede på at renovere deres køkkener.

”Bare det at have et sted, jeg skulle møde op, gjorde en forskel. Det gav mig struktur – og lidt tro på mig selv igen,” fortæller hun.

Hun tror ikke, hun var lykkedes, hvis ikke hun selv havde kunnet styre tempoet – og ikke skulle passes ind i systemets kasse og tempo.

”Jeg kunne mærke, at jeg voksede for hver dag, der gik,” tilføjer Else, taknemmelig for, at hendes boligorganisation gav hende chancen for at vende tilbage til livet igen.

Fællesskabet smitter

Efter noget tid fik Else mulighed for at prøve kræfter med driftsopgaver i afdelingen – holde de grønne arealer pæne, klippe hæk, slås med skvalderkål og sørge for, at kældre og opgange ser pæne ud.

Hun fik mulighed for at arbejde mere udendørs – for det kunne hun mærke gjorde noget godt for hende. Hun kom under vingerne på boligafdelingens to garvede ejendomsfunktionærer, Magnus Frederik Jensen og Øyvind Wendelin, som tog sig af Elses oplæring.

”De tog mig seriøst fra dag ét. De lærte mig tingene og stolede på mig. Her skulle jeg ikke afprøves, men oplæres til at blive en fast del af teamet. Det betød alt,” siger Else.

Øyvind husker tydeligt den første tid:

”Hun gik bare i gang. Hun tog ansvar og viste, at hun ville det her. Det var tydeligt, at hun havde noget at byde på,” siger han, tydeligt imponeret over Elses gåpåmod.

Timerne blev langsomt sat op. Opgaverne blev flere.

”Jeg kunne mærke, at jeg voksede. Ikke bare fagligt – men som menneske. Min gamle selvtillid og tro på mig selv kom stille og roligt tilbage,” tilføjer Else.

Øyvind er også overbevist om, at sammenholdet og omsorgen for hinanden i driftsteamet har været med til, at Else har kunnet finde ind til sin kerne igen.

”Vi griner meget. Vi driller hinanden kærligt. Vi går til fredagsbar og personale-arrangementer i fsb. Og Else tager også med, når drengene spiller fodbold – og nogle gange synger vi i værkstedet, når stemningen er der.”

”De synger højt,” siger Else og griner. ”Meget højt.”

At kunne forsørge sig selv igen

I dag er Else fastansat på deltid som ejendomsfunktionær. Hun er en fast del af driftsholdet og fællesskabet i fsb’s boligafdelinger på indre Nørrebro – og hun kan forsørge sig selv.

”Det betyder alt. At jeg kan betale mine regninger selv. At jeg ikke skal bede om hjælp hele tiden eller samle pant på gaden. Jeg føler mig fri,” siger hun.

Hun smiler, da hun siger det – denne gang uden tøven:

”Jeg er stolt af mig selv. Jeg ved, at jeg gør en forskel for beboerne, og at jeg er vigtig på mit arbejde. Det havde jeg aldrig troet for nogle år siden.”

”Du er en af os nu,” siger Øyvind overbevisende.

Men den selvtillid, Else står med i dag, er ikke noget, hun har fået foræret.

”Den har vi ikke givet hende. Det er noget, hun har skabt selv. Vi har bare holdt døren åben for hende,” tilføjer han.

Guldmedalje i job

Anerkendelsen er ikke kun noget, Else selv mærker. I 2025 blev hun tildelt en guldmedalje som driftsteamets medarbejder – en udmærkelse, hun stadig har svært ved helt at forstå.

”Jeg blev så overrasket. Jeg tænkte: Er det virkelig mig?” siger Else og ryster lidt på hovedet med et smil.

”For nogle år siden følte jeg mig ikke noget værd. Og så står man pludselig der og får en medalje for sit arbejde. Det gjorde mig virkelig stolt.”

For Else blev guldmedaljen mere end en anerkendelse for godt arbejde. Den blev et bevis på, at hun hører til.

”Det var første gang i mange år, hvor jeg virkelig kunne mærke: Jeg er god nok. Jeg gør noget rigtigt,” siger hun.

Øyvind nikker genkendende:

”Den medalje var fuldt fortjent. Else er stabil, engageret og tager ansvar. Hun er ikke bare mødt ind – hun er trådt ind i rollen.”

I dag er diplomet indrammet og hænger hjemme på væggen i lejligheden, så hun kan kigge på det hver dag.

Modet til livet

Else har endelig fået ro, selvtillid og mod på livet igen.

Hvis hun skal sætte ét ord på sin rejse, er hun ikke i tvivl:

”Mod.”

Og hendes budskab til andre, der står et svært sted, er enkelt – men insisterende:

”Man skal prøve. Også selvom det føles uoverskueligt. Små skridt kan føre langt. Giv ikke op.”

Det at have et arbejde at stå op til betyder tryghed, forklarer hun – og uddyber:

”Jeg sover bedre. Jeg ved, at jeg skal herhen hver dag. Jeg ved, hvad jeg skal. Og jeg ved, at jeg ikke skal videre til noget nyt om lidt.”

Elses historie er fortællingen om, hvad der kan ske, når et menneske bliver mødt med tillid, tålmodighed og anerkendelse – og får mulighed for igen at være noget for sig selv og for andre.