Der er åbenlys gensynsglæde i luften, da Jonas træder ind gennem døren til baglokalet, hvor Ebbe går ham i møde. Det bliver til et stort, hjertevarmt kram og brede smil hos dem begge, inden de begynder at genopfriske alle minderne, oplevelserne og færdighederne, det hyggelige værksted ved kanalerne i Albertslund har givet dem begge -og mange andre.
Et værksted, der stadig gør en forskel for de unge i området, der – ligesom Jonas gjorde det engang – leder efter en gren i livet de kan sidde på, og en indgang til voksenlivet, der giver mening, glæde og formål.
22-årige Jonas Jensen trådte sine barne- og ungdomssko i området omkring kanalbyen i Albertslund, et stort alment boligområde på den københavnske vestegn. Han har hovedet godt skruet på og var ikke en ballademager i den fordomsfyldte udgave, men folkeskolen var ikke altid det bedste sted for ham. Han kedede sig slet og ret lidt for ofte.
Det ændrede sig, den dag han gik ind i Modelværkstedet i Kanalkvarteret første gang. En af hans skolelærere mente, at Jonas ville have gavn af at komme der. Og hun fik ret. Hver onsdag fik han noget at se frem til i selskab med andre unge og under erfarne vinger med frivillige folk som nu 86-årige Ebbe Sørensen, der selv bor et stenkast fra værkstedet.
”Det vækker virkelig minder at komme tilbage hertil. Hver onsdag havde jeg noget at se frem til, og det var med til at få mig igennem skolen, at jeg kunne komme herned og være kreativ,” siger Jonas.
Ebbe står smilende og nikker: ”Det er årets løn at møde Jonas, der har haft stor glæde af stedet her,” erkender han.
Fra farens side har Jonas fået håndværkerfaget i blodet allerede i en ung alder. Han vidste godt, at han skulle noget håndværksmæssigt, men ikke helt hvad. I dag er han endt i sit drømmejob som maskintekniker hos firmaet Koatek i Jægerspris. Vejen dertil blev prøveasfalteret i Ebbes frivillige almene værksted i Albertslund.
”En ting var, at jeg altid har vidst, at jeg skulle noget håndværksmæssigt. Og man blev endnu mindre i tvivl, når man kom hernede. Det der med at få lov til at fordybe sig i nogle forskellige ting og sager, det gjorde helt klart, at jeg fik en afklaring på, at det er noget håndværksmæssigt jeg skal. Jeg vidste ikke om det skulle være træ eller metal, som er det jeg arbejder med i dag – jeg vidste bare, at det var den rigtige vej,” fortæller Jonas.
Ebbe, der oprindeligt var uddannet tekstilfarver, har været frivillig i Modelværkstedet i efterhånden mange år.
Et par gange om ugen åbner de døren for de lokale unge, – hovedsageligt drenge – der kan kigge ind og prøve kræfter med deres hænders evner og hovedets kreative kroge.
”Når mange skoleelever bliver frie, så opdager de, at de kan nogle ting, de ikke troede de kunne. De fleste mennesker – unge og gamle – har en skabertrang, der skal vækkes, det har vi været gode til, fordi vi selv har interessen og føler vi kan give noget livsglæde videre,” fortæller Ebbe.
En af dem med krudt i røven var Jonas. Han synes ikke altid skolebænken lokkede voldsomt. Det ændrede sig, da der kom et nyt punkt på skemaet hver onsdag: en tur i Modelværkstedet.
”Det gjorde helt klart, at jeg fik lyst til at komme i skole. Så vidste jeg, at jeg skulle ned i værkstedet og være kreativ og lave dimser og dutter,” siger han med et smil.
Ifølge både Jonas og Ebbe er der for stor fokus i samfundet på de boglige fag og de uddannelser, der tilbyder det. Der mangler muligheder for dem, der hellere vil bruge hænderne og arbejde med dem. For dem er der i høj grad brug for i samfundet nu og i fremtiden.
”Der er skoleelever, som på den ene eller anden måde er kørt skoletræt. De passer ikke ind i den boglige linje. Der har været tendens til, at det boglige er finere end håndværksuddannelserne – men man må ikke glemme, at behovet for andre fag og uddannelser er til stede og er vigtige,” pointerer Ebbe.
Lige ved siden af ham står beviset på den påstand. Jonas nikker istemmende. Han vidste godt at der var en håndværker i maven på ham fra en tidlig alder og i dag har han fundet drømmejobbet som maskintekniker. Et arbejde, hvor han får lov til at bruge hænderne.