Den historiske klosterbygning Sankt Joseph er blevet forvandlet til et unikt bofællesskab.

På Strandvejen 91 i København findes en unik klosterbygning.

I 111 år var klosteret hjem for Sankt Joseph Søstrenes Ordenssamfund, men i dag er et alment seniorbofællesskab flyttet ind bag de gamle mure.

”Man har skudt papegøjen, hvis man får lejlighed her,” siger beboeren Tine Andersen, der har været med fra begyndelsen.

”Jeg føler, man kan mærke det i væggene, at der har boet søstre med et helt specielt liv. Stemningen fra dengang er blevet videreført.”

I videoen ovenfor guider Tine dig rundt i det gamle kloster og fortæller mere om bygningens særlige historie. 

Med pavens velsignelse

Da den ikoniske klosterbygning i 2019 for første gang slog sine porte op for beboere udenfor den katolske orden, var det efter lang tids forberedelse.

Klosteret skulle nemlig igennem et større forløb for overhovedet at blive klar til at huse et moderne seniorbofællesskab frem for et åndeligt søsterfællesskab.

Dels skulle klosteret ombygges og renoveres på en måde, hvor den gamle bygning blev bevaret, men stadig gjorde plads til nytilflytterne.

Og dels skulle selveste paven i Vatikanet sige god for, at udefrakommende måtte flytte ind.

”Med pavens velsignelse fik søstrene lov at sælge bygningen. De fik et brev tilsendt med hans underskrift, hvor der står, at den katolske kirke afskriver sig det. Derefter kom der en præst og afviede stedet, så det ikke længere er helligt,” forklarer Tine Andersen.

Det var på grund af et stadig færre antal søstre i klosteret, at de tilbageværende søstre besluttede sig for at sælge bygningen i 2014. For at fremtidssikre bygningen solgte de den til et formål, de kunne genkende sig selv i.

Whisky-klub og Thai Chi 

”Det handler om, at vil gerne inspirere hinanden herinde. Nogen er gode til at male, andre er kreative i et køkken, eller også kan de noget helt tredje. Vi har startet 20 forskellige klubber, og vi er 29 beboere. Vi dyrker Tai Chi og har endda en whisky-klub,” siger Tine Andersen og griner.

Mange af bofællesskabets beboere er enlige - ligesom mange andre ældre i Danmark også er det. Når seniorbofællesskabet værner om at gøre alting i fællesskab, er det således også en måde at holde ensomheden for døren på.

”Vi holder hinanden aktive. Folk, der søger bolig her, vil gerne arbejde for altid at have nogen at være sammen med. Her er man sammen om at blive ældre,” siger hun.

Ifølge en undersøgelse fra BL er der en stor interesse for at flytte ind i et bofællesskab - særligt blandt de yngre og de ældste i samfundet .

Flere kvinder end mænd søger bofællesskabet

Meget af den gamle klosterånd videreføres forsat i det nye seniorbofællesskab.

Blandt andet er husets værdier bygget om de grundsten, søstrene levede under, som er altid at være åben, ærlig og tolerant overfor sine medmennesker.

Derudover bor der næsten heller ingen mænd i bygningen, ligesom der heller ikke gjorde det i de gamle klosterdage. Modsat tidligere er det dog ikke en på grund af regler, at mænd holder sig væk.

”Kun tre af vores 29 beboere er mænd. Det er ærgerligt, men vi kan jo ikke optage flere, når de ikke selv søger om at bo her,” fortæller Tine Andersen.

”Jeg tror, det handler om, at mænd ikke er så gode til at søge fællesskaber. Når de ikke længere har et arbejdsfællesskab at indgå i, har de ikke modet til at starte på noget nyt. Men det er bare min tolkning.”

Man skal være fyldt 55 år for at skrive sig på ventelisten til at bo i Sankt Joseph.