For 13 år siden forelskede Eva Nielsen sig i et gult rækkehus i barndomsbyen Bramming, der ligger i Sydvestjylland, tæt på Esbjerg. Sammen med sin mand flyttede hun ind i boligafdelingen Kildeparken, og det var en drøm at komme hjem til de grønne plæner hver dag. Men hun fandt hurtigt ud af, at naboskabet var dødt.

Sankt Hans nærmede sig, og boligafdelingen inviterede til fest. Eva Nielsen glædede sig. Det blev sikkert lige så sjovt, som hun var vant til fra den lille boligafdeling, hvor parret boede før. Med et mylder af mennesker, tænkte hun.

”Men det var godt nok kedeligt. Vi brændte bål af, spiste en pølse, og der var hverken båltale eller bålsang. Jeg var ved at gå baglæns ud af mine sko,” sukker hun, da vi taler med hende over telefonen fra den modsatte ende af landet. Men i stedet for at brokke sig, tog hun skeen i egen hånd. Hun hev fat i en bekendt, der boede samme sted. Sammen med Lise Simonsen inviterede hun boligafdelingen til banko.

Beboerdemokrater har et socialt ansvar

”Det er blevet så stort, at vi måtte lave et hjælpekorps, der består af cirka 15 mennesker. Vi har en bunke unge frivillige, der har haft det svært, og det er godt for dem at blive en del af et socialt netværk,” siger Eva Nielsen.

”Vi har et socialt ansvar, som jeg mener, vi bør tage på os som beboerdemokrater i en boligforening. Derfor arbejder vi med hjælpekorpset.”

Da det rullede med banko og andre sammenkomster for beboerne, blev Eva Nielsen opfordret til komme ind under organisationsbestyrelsen i boligforeningens vinger. Hun lavede et aktivitetsudvalg med en bestyrelse på fem personer. Eva Nielsen sidder for bordenden som formand. Det giver bedre overblik og en stærkere økonomi at være en del af boligforeningen, forklarer Eva Nielsen, der nu får støtte til alle arrangementer af boligforeningen. Derfor anbefaler hun andre aktive beboere at gøre det samme.

Pengene fra boligforeningen er en stor hjælp. Men de er for små til de drømme, som Eva Nielsen har. Derfor banker hun på dørene hos de butikker, der også befinder sig i den sydvestligste del af landet. Hendes mål er at lave så mange sponsoraftaler som muligt. Til glæde for beboerne, der kan blive belønnet med bankopræmier.

”Jeg startede i den ene ende af byen og besøgte alle forretningerne. Jeg opsøgte også industrikvarteret. Bagefter ringede jeg til alle dem, som vi i boligforeningen samarbejder med,” forklarer Eva Nielsen og advarer om, at man skal være forberedt på et nej.

Følg op over telefonen

”Selvom de første fem siger nej, skal du aldrig give op. Op på hesten. Der skal nok være nogen, der siger ja på et tidspunkt,” sige Eva Nielsen, der kun har fået to gange nej i de år, hun har søgt efter sponsorer. Til gengæld møder hun ofte tvivlende ansigter. Der handler det om at give tænketid og følge op over telefonen.

I dag går alle gæster hjem fra banko med en præmie. Det er blandt andet takket være den lokale bager, smykkebutik og dagligvarebutik, der bidrager som sponsorer.

”Vi har 649 boliger i denne lille by. De fleste af vores beboere handler i de lokale butikker. Derfor er det god reklame for dem, der sponsorerer os,” siger Eva Nielsen. Med tiden har hun spredt sin jagt efter gaver ud over hjembyens grænser. Da hun besøgte sin søster på Fyn, fandt hun en sponsor, der ville bidrage med et gavekort til et weekendophold. Med andre ord er hun altid på jagt efter nye sponsoraftaler, når hun rejser rundt i landet.

”Jeg elsker det, så det føles ikke som arbejde. Den der pingpong med andre mennesker har gjort, at jeg efterhånden kender alle, der bor i Bramming og omegn. Og nu kender jeg også butiksejere i resten af landet,” lyder det.

Naboskab giver tryghed

Når Eva Nielsen stabler fester på benene, er det drømmen om det gode naboskab, der driver hende.

”Der opstår et særligt sammenhold mellem os. For eksempel sidder jeg nu i min stue og kan se, at min genbo Per ikke har rullet op endnu. Og jeg har lagt mærke til, at frøken Nielsen ikke har været ude og køre i tre dage. Så jeg går lige hen og spørger: Er du okay?” siger hun.

For Eva Nielsen er en bolig mere end et sted, hvor man opholder sig sammen med sine nærmeste. Når hun kender sine naboer, føler hun sig tryg, og det giver hende følelsen af at komme hjem. Det har hverken betydning, om en nabo er ung eller gammel, dansk eller udenlandsk. Når vi taler sammen, bliver vi forbundet, mener hun.

”Vi bor i en almen boligafdeling. For mig vil det sige, at vi skal være noget for hinanden – også på tværs af afdelingerne. Almennyttigt er et meget vigtigt ord,” slutter hun.