Mohammed, Ibrahim og Semi er allerede på vej hen mod mig, da jeg træder ind på driftskontoret i Lundtoftegade på Nørrebro. 

”Hej, godt at møde dig,” siger de næsten i kor og rækker hånden frem én efter én. 

Håndtrykkene er faste, smilene brede. Ingen af dem virker for alvor nervøse, selv om de om lidt skal sætte ord på noget, der faktisk betyder noget: dem selv, deres liv og det forløb, de har været en del af gennem efteråret og vinteren. 

Vi går ind i fælleslokalet, hvor der bliver budt på kaffe. Lyset er behageligt, og i hjørnet står to store massagestole i sort læder. Rummet føles mere som en dagligstue end et kontor. Man kan se på drengene, at de kender stedet godt. At de ligesom hører til her. 

Rola El Dirawi er også med til mødet med de tre unge drenge. Hun er boligsocial medarbejder i Nørrebrobyggerne og en af de voksne omkring læringsforløbet Opråb. For Mohammed, Ibrahim og Semi er hun blevet en, de går forbi i hverdagen. En, de kan tale med, spørge om hjælp og læne sig op ad, når der er brug for det. 

Men sådan har det ikke altid været. 

Det begyndte med noget at lave

Det var nemlig ikke de store ambitioner, de tre 16-årige drenge havde, da de tilmeldte sig Opråb. 

I bund og grund kedede de sig. Det var efterår. Det blev tidligt mørkt. Der var koldt. Og fodbolden var lagt på hylden.  

De skulle have noget at lave. Men det, der startede som en ugentlig aktivitet, endte med at blive et sted, hvor de blev taget alvorligt. Og måske endnu vigtigere: et sted, hvor de begyndte at tage sig selv mere alvorligt.  

”Min selvtillid har fået et kæmpe boost af at være med i forløbet,” siger Ibrahim. Han smiler, da han siger det. 

”Ja. Også her. Det, at vi nu føler, at vi godt må sige noget – og at vores mening betyder noget,” fortsætter Semi. Mohammed nikker – han er helt enig. 

Før sad de mere derhjemme 

Når drengene selv fortæller, hvad Opråb har givet dem, begynder de med hverdagen. Med at der kom mere struktur på ugen. At det blev lettere at komme ud. Og at det var bedre end bare at sidde hjemme med sin telefon. 

”Det er rart at have et fast sted at gå hen, uden at man skal præstere hele tiden. Et sted, hvor man både kan snakke, grine og bare være, men samtidig også lære noget,” siger Semi. 

Samtidig har forløbet åbnet døren til oplevelser og samtaler, de ikke selv ville have opsøgt. Teater. Museum. Kunst. Og snakke om skole, fremtid, forelskelse og alt det andet, der fylder, når man er 16 år – uden at det bliver pinligt eller forkert.  

”Vi har snakket om mange ting, man normalt ikke lige taler med voksne om. Det har været rart,” fortæller Mohammed. 

”Også om skole, fremtid og sådan nogle ting. Det gør noget, at man kan sige det højt,” tilføjer Ibrahim. 

Rola sætter også et par ord på: 

”Vi voksne har prøvet at skabe et rum, hvor drengene oplever, at de bliver lyttet til, og hvor det er trygt at tale om ting, som ellers kan være svære at få sat ord på. Det er jo vigtigt, at de lærer at kunne tale om den slags også.”

De lærte, at det ikke er farligt at sige noget 

Som samtalen skrider frem i fælleslokalet, er noget af det, der går igen med de tre drenge, at de er blevet tryggere ved deres egne meninger. De tør sige mere, tale med voksne og bede om hjælp.  

Og måske vigtigst har de lært, at uenighed ikke behøver være farlig. Det er ikke lig med, at man bliver afvist. 

”Før holdt jeg mere tingene for mig selv. Nu siger jeg det bare,” siger Semi. Ibrahim tilføjer: 

”Vi er ikke enige om alt, og det er okay. Bare fordi en anden synes noget andet, betyder det ikke, at man ikke bliver hørt.”  

Det lyder måske simpelt. Men det er ikke nødvendigvis, når man er 16 år. 

For Semi mærkes forandringen også helt konkret. I folkeskolen hadede han at fremlægge foran andre. I dag er han langt mere rolig:  

”Jeg var til eksamen for nylig, og der kunne jeg sige alt det, jeg havde sat mig for, uden at nerverne tog over. Det gav mig en rigtig god følelse og mod på at gøre det igen.” 

En dag stod de foran afdelingsbestyrelsen 

Noget af det, der har gjort stort indtryk på de tre unge, var, at de fik mulighed for at fremlægge ideer til forbedringer i deres boligområde for Lundtoftegades afdelingsbestyrelse.  

De nævner alle tre, at det særlige ikke kun var, at de fik lov at sige noget. Det var også, at der blev lyttet. 

”De var meget åbne overfor alle vores idéer. Det var ret fedt,” siger Ibrahim. Semi følger op på den oplevelse: 

”Jeg havde ikke set mig selv som en, der skulle stå og snakke med afdelingsbestyrelsen. Men Opråb gav mig chancen.”  

Det er den slags erfaringer, som kan blive siddende længe bagefter. Følelsen af, at man godt kan gå derop. At man godt kan tage ordet. At voksne ikke nødvendigvis lukker af, bare fordi man er ung. 

”Jeg er meget mere tryg nu ved at sige noget, hvis der er noget i området, der kunne blive bedre,” siger Mohammed.  

De er også blevet tættere 

Selvom Ibrahim, Semi og Mohammed kendte hinanden, før de startede på Opråb, var de ikke tætte venner. Det er de i dag. Det kan man mærke, når de taler, griner og supplerer hinanden. 

De deler også noget andet nu: tanker om fremtiden. 

Ibrahim og Mohammed går i 1.g på samme gymnasium og drømmer om at blive iværksættere. De ved bare ikke helt med hvad endnu. Semi går på FGU og vil videre på teknisk skole og læse til elektriker. 

“Jeg tænker meget mere over, hvad jeg vil. Opråb har givet os et indblik i det store liv,” siger Mohammed. 

“Det hjælper lidt med at flytte mod planen,” siger Semi mere kontant. 

Det er tydeligt, at de mærker, at de voksne omkring dem ser noget i dem – og at de også selv er begyndt at tro på, at de har noget at byde på. 

Det kan Rola bekræfte:  

”Som de voksne, der kender dem, følger vi dem og hjælper med at få øje på det, de er gode til,” siger hun.

De vil gerne give det videre 

Selvom interviewet mest har handlet om, hvad de tre unge personligt har fået ud af at være med på Opråb over 16 uger, taler de ikke kun om, hvad de selv har fået ud af læringsforløbet. De vil også gerne give det videre. 

De vil være gode rollemodeller for deres søskende og andre unge i Lundtoftegade og fortæller gerne om forløbet, når de møder andre. 

”Jeg melder mig også på det næste hold,” siger Semi. Han savner fællesskabet og vil gerne blive endnu klogere på, hvordan man skaber et godt voksenliv. 

Men det vigtigste, de tager med sig, er en stærkere tro på sig selv – og på, at deres stemme betyder noget. 

Det mærker Rola El Dirawi også tydeligt. Hun har fulgt dem gennem forløbet og er ikke i tvivl om, hvor meget de har rykket sig. 

”Jeg er virkelig stolt af drengene. De er vokset meget, de tør mere i dag, og de tror på sig selv på en anden måde end før,” siger hun og fortsætter: 

”Og meget mere kan vi jo ikke ønske os for dem.”