De fleste i Danmark kender Simi Jan som tv-korrespondenten, der har rapporteret fra verdens brændpunkter. Hendes ansigt er trådt frem i vores stuer, mens hun har fortalt om alt fra jordskælv i Pakistan til Kabuls fald. Hendes øjne har set krig, katastrofer og menneskelig smerte på tæt hold – billeder, der kan være svære at ryste af sig.

Spørgsmålet melder sig blandt andet: Hvordan håndterer man at være vidne til voldsomheder? Både i barndommen og som voksen?

BoGodt har sat den velkendte tv-journalist i stævne i Værebroparken i Bagsværd, hvor hun genbesøger stedet, hun engang kaldte "hjem". Et alment boligområde, som hun beskriver som trygt, mangfoldigt og fuld af fællesskab. Her lagde barndommens leg, klassekammerater og ikke mindst skolens lærere grunden til det menneske, hun er i dag – midt i verdens kaos.

Barndom mellem blokke og legepladser

”Deroppe boede vi.”
Simi Jan peger mod øverste hjørne af blok 2.
”Dørnummer 46. Der boede jeg, indtil jeg var 13 år.”

Værebro er meget mere end en adresse for Simi Jan. For hende var det en landsby. Tunneller og stisystemer bandt området sammen. Grønne områder og legepladser skabte rammerne for et børneliv, hvor alle kendte hinanden.

”Det var et totalt fedt sted at vokse op. Og trygt. Forældrene råbte ud ad vinduerne, når der var mad, og så løb man bare op, spiste. Og så ned igen. Man var aldrig ensom,” fortæller hun.

Beboere, unge som ældre, hilser med vink og smil. Simi Jan standser op og ser sig omkring.

”Når jeg hilser på folk her i Værebro, deler vi en fælles reference. Her har man lært, at man kan bo sammen, selv om man kommer fra vidt forskellige baggrunde. Jeg tror faktisk, at man på mange måder kan have bedre sameksistens her end mange steder i Danmark, fordi man lærer det allerede som barn.”

Skolen som helle

Skolen har tydeligvis en særlig plads i Simi Jans hjerte.

”Det var som at træde ind i et helle. Min klasselærer Tove lærte mig at skrive. Min anden klasselærer Tom viste billeder på dias fra sine spændende rejser fra hele verden, og det var faktisk sådan, jeg vidste, at jeg ville være journalist. Jeg tror helt ærligt ikke, jeg var blevet den, jeg er i dag, uden skolen.”

Hun nævner sine lærere med næsten ceremoniel respekt. Men hvad mener Simi Jan med, at skolen var "et helle"?

Det viser sig, at selvom Simi mindes sin skoletid med både varme og taknemmelighed, var alt langt fra fryd og gammen dengang (uden for skolens mure). Bag idyllen lurede noget andet.

Kaos på hjemmefronten

”Der var kaos på hjemmefronten. Jeg voksede op i et hjem med vold. Det var en krigszone. Min mor blev udsat for både psykisk og fysisk vold. Og mange af de ting har jeg simpelthen sorteret væk. Det er som om, min hukommelse har lavet blackout, for at jeg kunne overleve. Mine forældre blev heldigvis skilt, da jeg var 15.”

"Efter skilsmissen blev min mor buschauffør. Hun var Danmarks første kvindelige buschauffør med indvandrerbaggrund. Det er jeg faktisk lidt stolt af."

”Derfor betød min skole så meget for mig. Skolen var i den grad mit holdepunkt, hvor jeg blev taget alvorligt, hvor der var kærlighed, rummelighed og omsorg – og hvor der var fred, fremfor derhjemme, hvor tilværelsen ofte var utilregnelig og kaotisk.”

For Simi Jan var det smertefuldt, men nu fylder taknemmeligheden mest. For skolen blev hendes anker. I en sådan grad, at hun insisterede på at blive på skolen, selv efter familien flyttede til Albertslund i et rækkehus, da hun gik i 7. klasse. Det fortæller om hendes evne til at navigere i kontraster: 

Mellem skolen og hjemmet.

Mellem tryghed og kaos.

Mellem Værebro og den store verden. 

Fra blokken til villaen

På en bænk ved legepladsen i Værebro reflekterer Simi Jan over sine livsvalg, mens nogle af naboernes børn rutsjer ned ad rutsjebanen, og latteren runger mellem de høje blokke. I dag bor Simi i Gentofte med sin mand og to sønner.

“Når du taler så varmt om Værebro, hvorfor har du så alligevel valgt ikke at bo her?”

“Det er et godt spørgsmål,” svarer hun, og hun nævner villaen med haven og nærheden til vandet som betydningsfulde faktorer.

“Jeg plejer at sige, at jeg er vokset op i en ghetto, og nu bor jeg i en ny ghetto i Gentofte. I reservatet. Men ved du hvad? Jeg tror faktisk, jeg ville have haft det godt her i Værebro. Fællesskabet, det er noget særligt. Forskelligheden, naboskabet, nærværet. Landsbyen.”

Simi Jan forestiller sig, hvordan hendes egne børn ville have haft det her:

“Nogle gange ville jeg ønske, der var lidt mere Værebro i mine drenge. Den frihed, hvor man bare løber ned og finder nogen at lege med. Den mangfoldighed får de ikke på samme måde i Gentofte.”

Vi tror ofte, at villa og penge giver lykke, men... “… der er jo også kaos i Gentofte. Også blandt de rige: Vold, alkoholproblemer, konflikter. Det sker overalt. Det er ikke kun noget, man ser i udsatte boligblokke.”

“Man kan hurtigt blive privilegieblind, hvis man kun omgås folk, der ligner én selv. Jeg kan godt forstå, at det sker. Men jeg er vokset op blandt mennesker fra vidt forskellige sociale lag. Det var en gave, og det har formet mig og mit udsyn til verden.”

Store lille verden

De fleste danskere kender Simi Jans ansigt, stemme eller navn fra hendes tid som korrespondent i Pakistan og Afghanistan, fra reportager fra Iran, Libyen, Egypten og Tyrkiet og som vært på Go’ Aften Live. Eller fordi de har læst en af hendes tre bøger, hvor hun tager læseren med helt tæt på livet i Mellemøsten og Centralasien: fra hverdagen under Taleban, gennem dramatiske dage i Kabul, til fangenskab og kamp for retfærdighed i Iran.

“Hvad har du lært af at stå midt i så mange kontraster?”

“Når man møder mennesker, der har været vidner til brutaliteter, ondskab, krige og katastrofer, spørger man sig selv: Hvordan kunne det ske i vores tid?”

“Jeg ser, hvor vigtigt det er at bevare empati. Både over for andre og over for sig selv. Men man kan ikke ændre alt. Man kan gøre en forskel for enkelte og især i det nære. Hos en selv, ens nære, naboen, fællesskabet. Det er dér, vi kan stå stærkere, når krisen rammer.”

Det, Simi Jan har set i verden, kunne have overvældet enhver. Alligevel står hun på et fundament, der er bygget langt tidligere. I skolen, blandt klassekammeraterne, i lærernes og sin mors omsorg samt i det almene boligområde, hvor hun voksede op.

“Empati og sammenhold er noget af det, jeg har lært her i Værebro. Og det er noget, vi skal værne om. Ikke kun for os selv, men for fællesskabet. Det, man lærer i det nære, giver styrke, når man møder verden i det store.”

Munke og meditation

Kriserne står i kø verden over, men i Værebro er der stille. Simi Jan trækker vejret dybt og fortæller om sidste år, da hun fandt ro et helt andet sted: Hos munkene i Sydkorea under TV 2-programmet Shaolin.

“Jeg fortalte en af munkene, hvor svært jeg havde det. Jeg har set sultne børn, børn blive dræbt for øjnene af mig på en strand i Gaza i 2014. Det er så mange voldsomme indtryk, at det nogle gange føles som en parallelfilm, der kører i mit hoved. Jeg kan sidde her og have fred, men baggrunden af det, jeg har set, ligger der altid.”

Simi Jan ryster let på hovedet, som om hun forsøger at ryste billederne af sig.

“Jeg sagde til munken, at jeg har svært ved at være til stede med mine egne børn, uden at tankerne bliver trukket tilbage til børnene, der lider ude i verden. Og han svarede noget, jeg stadig bærer med mig: Det er, fordi du er et empatisk menneske. Det skal du være stolt af. Men du har også ret til at leve dit eget liv uden dårlig samvittighed. Og være til stede over for dine kære. Det betyder ikke, at du er ligeglad. Det betyder, at du tager dit liv alvorligt. Og så kan du gøre en forskel med de redskaber, du har.”

“Det var en kæmpe lettelse. At man må tage sit liv alvorligt, selv når man har været vidne til det værste. At man skal huske at være til stede, trække vejret og stadig handle i det nære.”

I templet lærte hun, at på munkeskolen lærer børn helt ned til fem år at trække vejret roligt, dybt, helt ned i maven.

“Ligesom I også gjorde det på Værebro-skolen med vejrtrækningsøvelserne? Det virker næsten som et full circle-øjeblik mellem lille Simi og voksne Simi…”

“Fuldstændig. Langsommelighed og empati var det, jeg lærte dengang. At tage små pauser i livet. Det har jeg selv glemt undervejs i livets rejse. Jeg har hastet og er indimellem blevet overhalet af mig selv. Efter Kabuls fald i 2021 ramte jeg bunden, og det tog lang tid at komme ovenpå igen. Men det var en gave, fordi jeg for første gang lærte at passe på mig selv og mit helbred. Vi har travlt, men hvad er det egentlig, vi har travlt med? Først skal vi passe på os selv. Og så på dem omkring os. Det er den største gave, vi kan give hinanden. At være nærværende.”

Simi Jan bliver stille et øjeblik, før hun fortsætter: “Der skal så lidt til. At spørge naboen, hvordan går det? Har du brug for hjælp? Bare den interesse kan forandre en dag. Sådan var det i Værebro. På vej til vaskeriet, i gårdene. Man følte sig aldrig alene.”

Demokratiet under pres

I dag kan vi følge verdens begivenheder minut for minut.

Sociale medier, livestreams og 24/7-nyhedsruller bringer billeder af død, ødelæggelse og katastrofer direkte ind på vores telefoner få timer, nogle gange minutter, efter det sker. Selvom verden er enorm, føles den samtidig ufattelig lille.

“Verden er tæt på som aldrig før,” siger Simi Jan. “Det, der sker i Mellemøsten, Ukraine eller Afghanistan, føles lige pludselig nærværende, fordi vi kan se det med egne øjne. Samtidig er der mennesker, der prøver at skabe splid, grave grøfter og skille os ad. Derfor er det så vigtigt at huske: Der er mere, der forbinder os, end der skiller os ad. Landegrænser er menneskeskabte.”

“Hvordan bevarer man håb, når alt omkring os kan virke så kaotisk?”

“Vi begriber ikke altid, hvor tæt vi er på kaos. Jeg har set, hvordan tingene kan vende på et splitsekund. Derfor skal vi værne om demokratiet, men også om de små ting, vi kan gøre for hinanden i hverdagen. Vi skal huske, at langt de fleste mennesker bare vil leve i fred. Det er kun et fåtal, der råber højst, og det er dem, medierne ofte giver opmærksomhed. Kunsten er at zoome ud og se konteksten.”

Velfærdsstaten har også betydning: “Vi skal være taknemlige for, at man kan gå i skole, komme til lægen og bo i en almen bolig, vi har råd til. Det system, jeg har haft, har givet mig mulighed for at forfølge mine drømme, og det skylder jeg samfundet at give tilbage gennem mit engagement, mine skatter og mit ansvar.”

“Det, munken sagde til mig, handlede om nærvær, om at handle i det nære og tage sit eget liv alvorligt,” siger hun.

“Det var egentlig den samme lektion, jeg fik som barn i Værebro.”

Velkommen hjem, Simi

Simi Jan træder ind i Værebrocenteret, som om hun er trådt ud af en tidsmaskine. Hun stopper op, kigger rundt, peger og nikker genkendende til hjørner og kroge. “Ej, men se… Centerpubben! Den står her stadig,” udbryder hun og griner højt med lige dele barnlig begejstring og voksen nostalgi.

Hun bevæger sig imod herrefrisøren, hvor 82-årige Jørn Sten Hansen stadig klipper hår, som han har gjort, siden boligafdelingens center åbnede i 1967. De falder straks i snak om dengang, der var bageri, fiskehandler, posthus og børneparkering, som man kaldte pasningen i 1980’ernes center, hvor Simi tilbragte tid, før hun senere kom i skole. I dag ser centeret noget anderledes ud, og det meste er væk.

"Hvordan føles det at være tilbage i Værebro?"

“Det er mærkeligt og rart på samme tid. Alt har forandret sig, men alligevel er det bekendt.”

For Simi Jan var Værebro med sit center, stisystemer og tunneller ”verdens navle”. Et trygt netværk, hvor barndommens frihed kunne udfolde sig. “Det var et fantastisk sted for børn at vokse op,” siger hun. “Man var aldrig alene, der var altid nogen at lege med.”

Men ser man sig omkring, er det tydeligt, at en epoke langsomt er på vej mod sin ende. Beboerne har stemt for en gennemgribende renovering af Værebro Park, og centeret skal rives ned.

“Det føles lidt som en stille død,” er Simi Jans dæmpede kommentar, mens hun betragter de tomme lokaler. Et sted står dog stadig som dengang: vaskeriet.

“Det er jo fuldstændig vildt det her. Her har jeg løbet rundt og leget som barn. Det var vores Tivoli, mens vores mødre vaskede og lagde tøj sammen.”

Simi Jan kigger ind gennem den låste glasdør til vaskeriet og smiler og griner for sig selv. Minderne spiller som en film i hendes indre, mens hun går og iagttager de forskellige lokaler. Pludselig bryder to beboere ind i en samtale om, hvorvidt kiosken stadig er, hvor den plejer.

“Den er rykket derover, nu er det ejendomskontoret, der er der i stedet,” siger den ene kvinde smilende og fortsætter: “og velkommen hjem, Simi!”

Kvinden hedder Janni Rosendahl, og Simi Jan falder i snak med hende. Det viser sig, at hun har gået nogle klassetrin under Simi på Værebroskolen.

Janni Rosendal viser sig at have adgang til vaskeriet og hiver nøglebundet op fra sin lomme og siger “jamen, skal jeg ikke lukke jer ind.”

I vaskeriet griber Simi Jan en rullevogn, ruller den frem og tilbage. “Det ligner sig selv!”

Hendes latter runger i vaskeriet, akkurat som man kan forestille sig, den gjorde, da hun som lille pige legede med de andre nabobørn fra blokkene.

Der bliver hilst på en ældre beboer, som er i gang med at vaske sit tøj. Han hedder Abdel Khalek Dinar Zahid og stammer oprindeligt fra Iran, nærmere betegnet Balochistan-regionen. Simi Jan fortæller ham, at hendes forældre også stammer fra samme region i Pakistan. De skifter kort over til farsi og urdu og griner sammen.

“Heeeeej, dejligt at se dig!” råber en cyklende mand. “Hej,” svarer Simi Jan tilbage, og han stopper op på sin cykel og hilser pænt goddag.

“Du har gået i børneparkering med min bror.” Han fortæller hende, at de har nogle gamle mudderlegebilleder af de to som børn, og de bryder ud i latter:

“Jeg voksede op i en ghetto, og nu bor jeg i en anden,” siger Simi Jan, inden manden cykler videre ad Værebros stier.

“Men det er hyggeligt at være tilbage. Man mærker, hvordan folk her passer på hinanden, og holder fællesskabet levende.”