”Jeg tænker på et hjem
i et blødt efterår
og en fin regn mod glastaget,” læser læseguiden Anne Tarp med rolig stemme, mens hun holder blikket stift rettet mod det papir, hun holder i hænderne.

”Jeg tænker på et antal sten
runde og glatte
til husets skarpe hjørner
til de ubesøgte kroge,” fortsætter hun, mens kvinderne i det lille lokale i det boligsociale hus i Langkærparken i Tilst suger digtets billeder til sig.

Ordene af forfatteren Hoda Hadadi kredser om, hvad et hjem er og det efterår, der lige nu raser udenfor.

”Giver det mening, at efteråret er blødt?” spørger Mette Steenberg ud i lokalet.
Hun er den anden af dagens læseguider og er også direktør i og stifter af Læseforeningen, der står bag læsegruppen for kvinder med etnisk minoritetsbaggrund, hvor de får oplæst digte og noveller, som de efterfølgende taler om.

De seneste fem år har Læseforeningen været tovholder på læsegruppen i Langkærparken i Tilst i samarbejde med Al2Bolig.

I lokalområdets boligsociale helhedsplan for perioden 2025 til 2029, bliver netop Læseforeningens aktiviteter nævnt som et af værktøjerne til at nå delmål som mere sammenhængskraft, medborgerskab og højere beskæftigelse.

”Der er lidt savn over det. Der er en følelse af savn,” siger en af kvinderne om digtet.
”Det er som om hun fremkalder et minde i sit hoved, og det er måske også på grund af, at det er blevet efterår,” siger en anden.
Mette nikker: ”I dag er det faktisk sådan en dag, som den hun beskriver. Man sidder og lytter til efteråret og den fine regn mod glastaget. Kan I godt lide efteråret?”

”Ja, og så er der det med de runde og glatte sten. Dem får jeg lyst til at mærke.”

Men den bemærkning er en anden af læsegruppens kvinder helt uenig i. Hun ryster på hovedet: ”Nej, Jeg har altså ikke lyst til at mærke efteråret?”
”Så du synes, det er lidt melankolsk på en måde?”
”Ja, lidt. Det brænder i mig; tanken om efterår og alder.”
Mette opsummerer: ”På dansk siger man livets efterår. Så man snakker faktisk om ældre, når vi taler om efterår.”

En eftertænksom dyne af tavshed lægger sig over flokken, men ikke længe, for så begynder maverne at knurre, og kvindernes blikke lander på den flotte kage med ordene ”Læsegruppe”, der er bagt i dagens anledning. Den skal naturligvis spises.
”Jeg henter nogle gafler,” siger Hend Sayed, der har bagt kagen.

Mens Hend henter gafler, fortæller Manar, at hun arbejder i hjemmeplejen og plejer at deltage i læsegruppen, når hun har tidligt fri om onsdagen.

Manar har boet i Aarhus i et par år. Hun kommer fra Syrien, fik i første omgang opholdstilladelse på Samsø, men flyttede så med sin mand og barn til Aarhus.

”Jeg kan også rigtig godt lide, når Hend læser arabiske digte. Jeg kan jo både arabisk og dansk, og det er vigtigt med begge sprog,” slår hun fast og fortsætter:

”Jeg kan godt lide, at man læser nogle tekster. Så ser man sig selv eller kommer i tanke om et eller andet. Det vækker en tanke om, hvad man selv har oplevet. Når vi læser en tekst og diskuterer den, kan vi have forskellige holdninger til, hvordan man ser teksten. Jeg ser det på en måde, og hun ser det på en anden måde, og det er fint. Det er meget hyggeligt og kan vække mange minder.”

Foruden den pyntede kage står menuen på samosaer, salat og fyldte vinblade. Dagens litterære vitaminer kommer både fra digtet og fra en novelle med titlen ”Sæde 97” af Katrine Marie Guldager.

Novellen handler på det overordnede plan om to kvinder, der kører i tog og falder i snak, og historien giver anledning til, at læsegruppen genbesøger nogle af de erfaringer, de hver især har.

Da en af kvinderne i novellen fortæller om et dødsfald, får Mona fra læsegruppen tåre i øjnene. Hun kommer i tanke om, hvordan det er at stå som en helt ung mor, og forældrene dør. Det har hun selv prøvet.

”I historien ser vi, hvordan to fremmede damer snakker sammen, og så lærer man lidt af det. Vi får også set, at danskere måske er lidt anderledes i nogle situationer,” siger Mona og fortsætter:

”I historien låner den ene kvinde penge til en togbillet. I vores kultur er det en tradition, at vi betaler for andre. Hvis for eksempel irakere går på restaurant, har jeg tit oplevet mænd, der siger ”det betaler jeg for” Det kaldes Zakat,” fortæller Mona. 

Læsegruppen for kvinder med minoritetsbaggrund har kørt siden 2020.

”Vi startede med et familieprojekt, hvor vi både læste for mødre og børn. Da gruppen skulle fortsætte, foretrak kvinderne at møde op uden børn. De ønsker et frirum fra det, de ellers står med. Det kan være alt fra børn til uddannelser og job,” fortæller Mette Steenberg, direktør i Læseforeningen.

Foreningens ambition er netop at skabe et lille åndeligt pusterum, eller et poetisk frikvarter.
”Det er fint at kunne reflektere over, hvad der er meningen med livet, og bare være sammen. Læsegruppen er hverken skole eller arbejde. Det er en mulighed for at bruge litteraturen til at reflektere over sit liv sammen med andre,” siger Mette og tilføjer:
”Der er tale om en kulturudveksling, når vi taler om de erfaringer, vi kommer med, og spejler dem i de tekster, vi læser.”

Læseforeningen står også for en årlig, international festival for litteratur og mangfoldighed. ”Tilst læser” bliver den kaldt.

”Vi ser os selv som litteraturens fremskudte indsats og ser da også et potentiale for endnu flere læsegrupper i mange af de almene boligområder,” siger Mette og betegner det som særdeles vigtigt at få skabt noget mere mangfoldighed og diversitet i læsefællesskaberne.

”Vi ønsker at gøre dem så inkluderende som muligt og ønsker ikke kun at henvende os til dem, der af sig selv kan finde ind i en læseklub eller ned på et bibliotek. Vi går gerne et ekstra skridt for at række ud til dem, der ellers ikke føler sig velkomne. Nogle af vores deltagere ved slet ikke, at biblioteket findes, og at det er gratis at besøge det. Her kan vi hjælpe med at åbne nogle døre,” slår Læseforeningens direktør fast.