Vi møder Flemming Møldrup på Østerbro i København, hvor han bor til leje i en klassisk Østerbro-ejendom og har kontor i samme kvarter. Da vi træder indenfor på kontoret, er det som at komme ind i en lille udstilling. Store fotografier pryder væggene. Flere har han selv taget. 
 
”Jeg gik faktisk på fotojournalistuddannelsen engang,” fortæller han og griner lidt skævt. ”Men jeg droppede ud – jeg gik på hold med nogle af de store kanoner, og jeg følte aldrig, jeg blev lige så god som dem. Men jeg har altid holdt fast i det med fotografi.” 
 
Vi sætter os ved mødebordet og begynder at tale om noget af det, der ligger ham allermest på sinde: Barndommen og ungdommen i almene boliger. 

”Det var en totalt no-brainer at sige ja til at være med i det her interview til Bo Godt. For den almene boligsektor og hvordan vi indretter vores samfund gennem fornuftig boligpolitik har altid ligget mig dybt på sinde,” siger Flemming Møldrup. 

Hvorfor har det det?

”Fordi jeg ikke var blevet den jeg er uden min barndom og ungdom i et alment boligområde.”  

Det må du uddybe!

”Jamen da jeg var en lille dreng, boede jeg i et boligområde uden for Lystrup ved Aarhus, som var ret socialt belastet dengang. Der var mange, der havde store problemer. Mange uden job, mange var syge eller alkoholikere. Jeg var ikke så gammel, men gammel nok til at komme i problemer. Vi lavede meget ballade, og der var mange typer, der var friske på at være med. Min mor blev til sidst så træt af, at jeg hele tiden kom i problemer, at hun besluttede at flytte. Det blev min redning.

Hvor flyttede I hen?  

Vi flyttede til Kildehøjen i Vejlby-Risskov ved Aarhus, og det ændrede alt. Kildehøjen var et fantastisk sted. Rækkehuse i to etager med en gård foran og en lille have bagved. Det var det, der skulle til, for at jeg kom på ret køl. Jeg fik venner og begyndte i en rigtig god skole, Jellebakkeskolen”.

Hvad var det særlige ved Kildehøjen?

”Byggeriet var genialt. I stedet for at rækkehusene bare lå på rækker, hvor man ikke ser hinanden, så var husene placeret i firkanter omkring en fælles gård. For at komme ind i sit eget hus, skulle man ind gennem gården og forbi hinandens vinduer. Man blev nødt til at hilse på hinanden. Og i midten var der en legeplads, så vi børn løb bare frit mellem hinandens hjem. Det var et rigtigt trivselsbyggeri”.

Hvordan var det sociale liv?

”Meget levende. Jeg boede der med min mor og min søster. Min mor var enlig, og det var der mange andre, der også var. De drak kaffe hos hinanden, hjalp hinanden og passede hinandens børn. Gårdene var forbundet af gangsystemer med små lygtepæle, så det altid var trygt at færdes. Det var som en lille landsby, og jeg fik mange gode venner der”.

Hvordan har det præget dig at vokse op i et alment boligområde?

”Det har gjort mig rummelig – på den gode måde. Når jeg siger det, lyder det måske som om, jeg var tvunget til at acceptere folk, der havde det svært. Men det er positivt ment. Man lærer, at vi ikke alle kan det samme, og at det er helt okay. At man skal stille sig selv til rådighed for hinanden. Hjælpe, når man kan. Det er sundt”.

Er dét noget, du savner i dit liv i dag?

”Jeg bor på Østerbro nu, og jeg er heldig at bo i en ejendom, hvor der stadig er stor diversitet. Og hvor vi kender hinanden i opgangen. Men det er blevet sjældent, fordi det er blevet så dyrt at bo i byen, og dem der bor der er folk med høje indtægter, som ligner hinanden i højere og højere grad. Pensionisterne bor der ikke, dem der af den ene eller anden grund ikke er på arbejdsmarkedet, bor der ikke. Og de studerende har slet ikke råd til at bo der”. 

Hvad mener du, vi skal gøre politisk for at undgå den skævvridning? 

”Vi skal bygge meget mere alment – og meget mere inde i byerne. Jeg synes faktisk, almene boligorganisationer skal have råderet over 50 % af al nybyggeri. Vi skal passe virkelig meget på vores byer. De skal være for alle. Og ikke kun for dem, der har penge eller har været så heldig at komme ind på boligmarkedet tidligt - og nu alle er millionærer. Eller har forældre som kan købe en bolig til dem. Jeg tror boligmarkedet kan have en negativ effekt på sammenholdet - når det er forbeholdt de få, og de mange må finde andre veje. Det skaber afstand, afstand skaber polarisering og det skaber i sidste ende taletid til dem, der ikke ønsker fællesskabet”.

Så du ville sige ja, hvis nogen bad dig være boligminister? 

Griner… ”Ja selvfølgelig! Mette Frederiksen kan bare ringe. Jeg har i hvert fald holdninger nok. For mig handler boligpolitik om, hvilket samfund vi vil bo og leve i. Hvis man formår at udvikle gode, blandede byer med boliger til både dem, der har meget og dem, der har lidt, så stiger trygheden og glæden og tilliden til hinanden. Men lige nu synes jeg, det hele er ved at skride. Det skævvrider samfundet, når folk tjener millioner på boligsalg, mens andre aldrig får fodfæste på boligmarkedet”.

Du har selv en datter på 16 år. Er hun skrevet op til en almen bolig?

”Min datters mor har en andelslejlighed, som min datter har mulighed for at købe, den dag hendes mor flytter ud. Så hun er på en måde heldig”.  

Vi går sammen ned mod Nordhavn Station. Kameraet er med, for Flemming skal fotograferes til artiklen. De høje karreer i fem etager brydes af en lille plads med blomstrende syrener, der lige nu eksploderer i lilla og hvidt. Den parfumerede blomsterduft fylder vores næsebor.  

Vi stopper op ved indgangen til den travle cykeltunnel, hvor cykler suser forbi os fra begge sider. Vi må trække tæt ind til væggen for ikke at blive ramt.  

Flemming smiler. Retter på kraven og kigger ind i kameraet, før han svarer på næste spørgsmål:  

Hvordan definerer du selv et hjem?

”Et hjem er ikke en dyr sofa. Gennem programmet Kender du Typen har jeg været i hjem, hvor alting skinnede, og som var stopfyldt med dyre designermøbler for mange hundredetusinde kroner – men hvor man ikke kunne mærke, at nogen boede der. Og jeg har været i hjem, hvor alt var kaos, men hvor det var varmt og højt til loftet. Et hjem er der, hvor du hører til. Hvor du kan trække vejret. Hvor du føler dig tryg, og hvor du kan være dig selv. Jeg definerer mig ikke ud fra materielle ting. Det er med andre ord ikke vigtig for at mig at have en dyr sofa eller en designerstol”.  

Så hvis dit hjem brændte, var der ikke noget materielt, du ville forsøge at redde?

”Jo, én ting: Min pladesamling. Det er den eneste fysiske ting, jeg er knyttet til. Den har jeg opbygget gennem hele mit liv, så den siger meget om mig. Og den er fuld af minder”.

Du har boet mange steder gennem årene – hvad har kendetegnet din boligrejse?

”Ja, jeg har boet 15 forskellige steder i Aarhus og København – og fem af dem har været bofællesskaber. Det der med at bo sammen med andre mennesker, uden nødvendigvis at være i familie eller i et romantisk forhold, det fik jeg med fra Kildehøjen. Det sociale fællesskab har altid tiltrukket mig”.

Tror du, bofællesskaber er vejen frem?

”Ja, både for unge og ældre. Men det er naturligvis ikke for alle. Det kræver, at man har højt til loftet – og kan bære over med hinanden. At man kan være ærlige overfor hinanden og turde at italesætte de svære ting i opløbet, så de ikke udvikler sig til konflikt. Personligt synes jeg, det er en god måde at leve på. Man skal bare sørge for, at dem man lukker ind, også vil fællesskabet. Ellers smuldrer det”.

Har du selv oplevet godt naboskab?

”Det har jeg mange gange. Særligt vil jeg fremhæve en nabo, jeg havde for en del år siden. Hun var dårligt gående. Når hun hørte mig på trappen, råbte hun: ”Skal du til købmanden?” Og så tog jeg hendes dosmerseddel, som hun kaldte den, og jeg handlede for hende. Det blev en rutine, at jeg ringede på og spurgte, hvad hun skulle have med. Og hun inviterede på kaffe bagefter, og selvom kaffen tit var kold og kagen var lidt gammel… griner… så betød det meget for os begge. Man skal tage vare på sine naboer. Det giver mening”.

Hvor ser du dig selv bo resten af dit liv?

”Jeg tror faktisk, jeg skal tilbage og bo i et alment boligområde igen en dag. Kildehøjen har plantet en romantisk længsel i mig. Det var et trygt og hyggeligt sted. Og jeg kommer der faktisk af og til, for min mor bor der stadig. Det er altid sjovt at komme hjem og se gården og legepladsen og huset igen”.

Og hvis du til sidst skulle give ét råd til politikerne?

”Skru op for den almene boligform. Tag boligpolitikken endnu mere alvorligt. Jeg ved, vi har en dygtig boligminister nu, som faktisk går meget op i, at vi skaber boliger, som alle har råd til at bo i, men vi har også politikere, som ikke helt kan se fidusen i almene boliger. Det er virkelig en skam. For det handler ikke kun om kvadratmeter og investeringer. Det handler om fællesskab, livskvalitet og tryghed. Om at vi bliver klogere på hinanden – ikke rigere. Og det sker i høj grad i de almene boliger”.