Banko, dart og stolegymnastik er blandt de aktiviteter, som beboerne i Pinjeparken samles om. Hver anden mandag er der fællesspisning i forbindelse med banko, hvor råvarerne kommer fra Fødevarebanken.

Klokken er 8:15 mandag morgen, og 56-årige Tina Sorth står ved vejen og venter på FødevareBanken, som leverer overskudsmad.

"Det er altid spændende at se, hvad der er med i bilen, for det afgør, hvad vi laver til aktivitetsklubben senere i dag," fortæller Tina, der står for bankoaftenerne og hjælper med at tilberede maden til beboerne.

"Det koster 25 kroner at spise med," forklarer Tina inden bilen fra FødevareBanken dukker op, og der skal vælges råvarer til aftenmenuen.

Tina kontaktede FødevareBanken

Samarbejdet med FødevareBanken begyndte for tre år siden.

"Det var faktisk en kollega hos ALFABO, der foreslog, at vi skulle samarbejde med Fødevarebanken, og det lød som en god idé," fortæller Tina, der er ansat i et flexjob hos ALFABO som klagebehandler.

Tina kontaktede Fødevarebanken, og der blev lavet en aftale om gratis levering af overskudsmad de første seks måneder. Derefter koster det 1.000 kroner om måneden.

"Hver anden mandag, når vi laver mad, har vi altid 40-50 gæster, de øvrige mandage er vi 20 stykker. Det er så hyggeligt, og vi er mange frivillige, der knokler på dagen," fortæller Tina og understreger, at det bestemt ikke kun er hende, der står for det hele.

Den 76-årige Lizzi Kiel, som har en baggrund i restaurationsbranchen, er fast hjælper i køkkenet. Både Tina og Lizzi har styr på de store gryder, så der er mad nok til alle.

"Helbredet driller, men det her betyder så meget for mig, at jeg fortsætter, så længe jeg kan," siger Lizzi med et smil. Hun kæmper med vejrtrækningen på grund af KOL, men hendes vilje er stærk som jyden i Steen Steensen Blichers berømte digt.

Lizzis kager

Lizzi står også for at bage boller og kager til kaffen, både til banko og til stolegymnastikken om torsdagen.

"Jeg er nogle gange i tvivl om, de kommer for gymnastikken eller for bollerne," griner Lizzi, der godt ved, at hendes bagværk er populært. Ofte spørger folk ind til dagens kage, allerede inden bankospillet går i gang.

Opvokset med foreningsliv

Både Tina og Lizzi har haft forældre, der var aktive i foreningslivet, så det med at arbejde som frivillig og gøre noget for andre falder dem naturligt.

"Vi gør det her, fordi vi kan lide at gøre en forskel og hjælpe andre," siger Tina, mens hun kigger over på Lizzi, der nikker bekræftende.

"Vi er altid 8-10 frivillige, der hjælper til. Lizzi og jeg laver maden, og i løbet af eftermiddagen dukker de andre op for at hjælpe med at stille op og assistere. Alle ved, hvad deres opgave er," forklarer Tina.

Og ganske rigtigt: Klokken 15:15 dukker de første frivillige op. Selvom deres arbejdstid officielt begynder klokken 16, møder de ind før for at tage en kop kaffe og forberede sig.


Lykkefigurerne kommer frem

Madsalget begynder klokken 17:00, og når klokken nærmer sig 16:30, begynder deltagerne at ankomme. Der er faste pladser, og bankopladerne skal lægges på en bestemt måde. Magnetstangen, der hurtigt kan samle over 100 brikker, små lykkefigurer, markører og kaffekopper skal være på plads, inden spillet går i gang.

Præcis klokken 17:30 begynder salget af "døde duer", amerikansk lotteri og banko, og køen vokser hurtigt. Selvom der ikke er store beløb på spil, kan man mærke spændingen stige. Det handler ikke om størrelsen på præmierne, men om hyggen og det at vinde.

"Hvis du kommer for at blive rig, så bliver du skuffet," griner Lizzi fra køkkenet, mens hun tager friskbagte boller ud af ovnen. Bollerne skal nydes til kaffen i pausen mellem spillene.

To af de faste deltagere, Jytte Forslund og Hanne Vinding, er begge pensionister og bor alene. Selvom de er aktive, betyder det sociale aspekt meget for dem.

"Hvis man vil have det godt, skal man holde sig i gang og være åben over for at møde nye mennesker. Jeg danser for eksempel squaredance," fortæller 78-årige Hanne og ler højt.

Den 76-årige Jytte er også aktiv. Hun deltager trofast i stolegymnastikken hver torsdag.

"Den snak og hygge, vi har her, er uvurderlig, og det er dejligt, at vi kan spise sammen til en rimelig pris," siger Jytte, der har børn og børnene, som hun ofte er sammen med. Hun viser et billede på sin telefon af datterens hund, for hun passer gerne hunden, når der er brug for det.


Opskrift på "gefuhlen"

I køkkenet er dagens ret næsten klar til at blive serveret. Menuen står på gryderet med ris og gulerødder – sammensat af de råvarer, der er kommet fra Fødevarebanken.

"Vi følger ingen opskrifter. Vi smager til og sætter menuen sammen ud fra, hvad vi har," forklarer Tina og fortsætter:

"Jeg troede egentlig, vi skulle have gryderet med kartofler i dag, men da vi ikke fik nogen kartofler, blev det ris i stedet."

Maden serveres præcis klokken 17:00. Ikke fem minutter før.
"Hvis vi begynder at slække på tidsplanen, falder det hele fra hinanden. Maden skal være varm og klar til tiden," siger Tina, der har været i gang i mange timer for at nå det hele.

”To tykke damer”

Alt kører som smurt, og det er blevet tid til, at Tinas bror og mand som banko-bestyrere, præcis på slaget 18:30, sætter gang i løjerne. De ryster posen og får "gamle Ole", "to tykke damer", "juleaften" og "de to vilde svaner" i spil.