Kom med inden for i Danmarks første 3D-boliger. Med rå betonvægge og højt til loftet er der skabt nogle helt unikke almene ungdomsboliger i Holstebro.

Måske har du set store printere, spytte legetøjs-figurer, reservedele og andre småting ud efter mål? Og nu har 3D-teknologien også ramt boligbyggeriet.

Kunne du forestille dig at bo i en lejlighed skabt af en printer? Det har en stribe unge takket ja til i Holstebro, hvor Europas største 3D-printede boligbyggeri blev indviet for nyligt.

Ud fra en skabelon har en kæmpe 3D-printer spyttet strimler af beton ud og lag for lag opbygget murene til 36 ungdomsboliger.

Blandt de første, der flyttede ind er 22- årige Mira Nielsen og 27-årige Kris Holme. De studerer begge til bygningskontruktør på VIA University College, der ligger lige ved siden af deres studiebolig. Begge er ovenud glade for deres nye hjem, og synes også at det er lidt spændende, med deres uddannelse in mente, at de bor i en 3d-printet bolig.

"Der er flere af mine medstuderende, der har spurgt til det og som også gerne vil komme og besøge min lejlighed," fortæller Mira Nielsen. 

Stuerne i lejlighederne med enten ét eller to rum er omkranset af rå beton, men har hist og pist hvide vægge samt flader beklædt med kork.

Og lejlighederne har højt til loftet. Så højt, at de mindste af boligerne er indrettet med en hems, hvor der er plads til en madras – altså et åbent soveværelse til at supplere de 39 kvadratmeter.

”Det er vildt fedt, at der er en hems,” fortæller Mira Nielsen, da hun og hendes medstuderende på bygningskonstruktør-uddannelsen Kris Holme viser deres utraditionelle lejligheder frem for Bo Godt.

Vi besøger dem i starten af september, kort efter de selv er flyttet ind i de nye lejligheder, der officielt blev indviet og taget i brug den 1. september. 

"Har du en støvsuger jeg måske må låne," spørger Mira Nielsen sin medstuderende Kris Holme, der med en grin bekræfter at det har han og det må hun. Mira Nielsen har endnu ikke fået skaffet sig en sådan og må låne forældrenes, når de kommer på besøg.

Selv om der ikke må hamres i og hænges noget op på betonvæggene, der præger hans toværelseslejlighed, sætter Kris Holme stor pris på udtrykket.

”Det kan jeg egentlig ret godt lide,” siger Kris Holme, der også fremhæver, at ovenlysvinduet giver et virkeligt godt lysindfald. Der er dog lidt varmt, fordi betonen holder på varmen.

Det er boligorganisationen NordVestBO, som har fået opført de 3D-printede boliger. Om det er fremtidens byggeri, må tiden vise, lyder det fra direktør Anders Vestergaard.

”Det må vi se. Der er perspektiver i tiden og på sigt måske også i prisen. Men vi har ikke erfaring med, hvordan det holder over tid, og vi skal se, hvordan byggeriet arter sig om fem-syv år,” siger han.

Anders Vestergaard vil blandt andet se, hvad et- og femårseftersynene viser, og om der dukker byggeskader eller driftsproblemer op, som man ikke kender fra traditionelt byggeri.

”Hvis det fungerer uden ekstra vedligehold, kan jeg godt se, at man kan bruge det mere,” konstaterer direktøren.

Den første af i de i alt seks bygninger tog seks-syv uger at printe. Ved den sidste var selve printtiden nede på fire dage.

De printede boliger har kostet ca. 46,3 mio. kr.  at opføre, hvilket er nogenlunde det samme som traditionelt byggeri ville koste.