Kim Brohus er en slagen mand. Sygdom og misbrug har i mange år plaget hans verden. Men han er ikke længere hjemløs, og det skyldes særligt to ting: at der stod en almen bolig klar til ham, da han allermest havde brug for det - og at der sidenhen har været ansatte til at hjælpe ham ind i fællesskaber.

Vi møder Kim i hans lejlighed i Varde, hvor han har øl og cigaret inden for rækkevidde. Døren er lukket, men ikke låst – i hvert fald ikke i overført betydning. For hvis stilheden bliver for tung, og tankerne begynder at larme, ved han præcis, hvad han skal gøre.

”Ensomhed er en svær ting – både for unge og gamle. Hvis det bliver for meget, så ringer jeg til Hanna og Mike fra Det Boligsociale Team. Så kigger de forbi. De betyder alverden for mig. Hvis ikke de fandtes, boede jeg ikke her. Så var jeg på røven,” fortæller han.

”Her bliver jeg lyttet til. Boligkontoret er flinke til at anerkende og tale med mig. Det er omsorg.”

Hør Kims ærlige fortælling i videoen ovenfor.

Den boligsociale indsats blev Kims redning

En del af opgaverne i Det boligsociale team i Varde er at følge de beboere tæt, der har det sværest. Dem, hvor hverdagen let kan tippe, og hvor regninger, sygdom eller manglende overskud kan blive en barriere for at blive boende. For Kim har det gjort forskellen mellem at stå udenfor – og at høre til.

Det mærker den sociale vicevært Mike tydeligt i sit arbejde med Kim:

”Der har været perioder, hvor Kim har sagt, at han ville tilbage på gaden. Ofte har det været nok, at han kunne ringe og få luft for sine frustrationer. Det vigtigste er, at han ved, der er nogen at kontakte, og at vi altid ringer tilbage.”

Kims bolig bærer for tiden præg af, at han er nede i et af sine huller. Hans arbejde smuldrede i takt med, at stressen overtog, og det har sendt ham tilbage til sine værste år, efter en ellers god periode, hvor han havde været tørlagt i 10 år og arbejdet frivilligt i afdelingen. Men sådan er livet nogle gange, fortæller han ærligt. Og man vinder ikke hvert år:

”Det her år har været så hårdt, at jeg ikke engang kan forklare det. Det værste var, at mit arbejde gik i stykker. Det gjorde virkelig ondt, og jeg faldt fra hinanden,” siger han og fortsætter:

”Mike gik med mig på Boligkontoret, da jeg pludselig skulle betale en masse penge. Jeg var helt ved siden af mig selv, og han gik med mig og hjalp mig igennem det. Det betød, at jeg stadig havde min lejlighed. Det er bare ét eksempel.”

Med åbenhed og tålmodighed i arbejdskassen

Det boligsociale team i Varde har et stort område at dække med mange forskellige beboere og endnu flere behov. Én ting går dog igen fra beboer til beboer og fra udfordring til udfordring: Med åbenhed kommer de længst.

Det fortæller den boligsociale projektleder Hanna i Vardes helhedsplan ”Boulevardkvarteret”:

“Det kræver både en boligsocial eller kommunal indsats og åbenhed blandt beboerne for at integrere udsatte eller psykisk sårbare beboere. Jo bedre man kender hinanden, jo mindre utrygge bliver forskellene.”

Da Kim flyttede ind for 12 år siden, kom han direkte fra et liv som udsat, og det har ikke været uden udfordringer at for ham til at blive en integreret del af området.

Mike mindes særligt én gang, hvor hans tilstedeværelse gjorde en lille, men tydelig forskel i Kims hverdag:

“Kim fortalte, at han en dag stod i Lidl og kiggede på øl, men i stedet valgte en sodavand og kom forbi kontoret til en sludder og en kop kaffe. Den snak gjorde, at han ikke tog på værtshus den dag,” fortæller Mike.

Fra hjemløs til velkomstambassadør

I de sidste mange år har Kim været en fast del af det sociale fællesskab mandagscafeen og Mandeklubben, ligesom han i perioder har været frivillig for Det Boligsociale Team. Han har blandt andet været velkomstambassadør i området, hvor han går rundt og byder nye naboer velkommen.

Denne vinter har Kim dog ikke været lige så aktiv uden for boligen, men takket være Hanna og Mikes åbne arme føler han sig klar til at vende tilbage:

”Jeg giver ikke op. Det er for dumt. Nu har jeg brugt så mange år på at leve blandt andre mennesker, så jeg kan ikke bare give op til sidst.”

”Vi har jo alle sammen noget at slås med. Jeg har taget mine slag i bokseringen, og det har kostet mig dyrt. Nu drømmer jeg om at lægge alkoholen på hylden igen. Jeg drak jo ikke i tolv år. Jeg røg heller ikke i fire år. Nu ryger og drikker jeg igen, som om jeg skal indhente noget. Og det er bare ikke mig.”

En ting kan dog få Kim til at skodde cigaretten og åbne en sodavand i stedet for en øl: Naboskabet.

”Jeg ved, at når jeg dukker op i caféen, så er folk glade for at se mig. Og jeg er så glad for de mennesker. Der er nogen, der kommer og giver mig et kæmpe kram med det samme, jeg træder ind. Og så tænker jeg bare: Det er jo her, du hører til.”

En tåre løber ned i skægget på Kim, når han mindes de mennesker, der omgiver ham:

”Jeg ved ikke, hvor mange der har oplevet, at der pludselig står et måltid mad foran min dør. Det er sådan nogle ting, man oplever her. Jeg har også holdt jul med mine naboer, fordi jeg ikke havde andre.”

”Vi kommer hinanden ved og holder øje med hinanden. Hvis nogen ikke er set i nogle dage, så ringer vi rundt, skriver beskeder og finder ud af, hvordan folk har det. Det er meget specielt. Da min nabo døde, stod der mad foran hans dør i to dage. Så vidste jeg, der var noget galt, og vi fik kontaktet hjemmeplejen. Vi tager os af hinanden.”

Siden vores besøg hos Kim er et nyt år begyndt. Hverdagen er stadig skrøbelig, og vejen er ikke uden bump. Men vigtigst af alt: Kim bor stadig i sin lejlighed. Han har stadig nogen at ringe til, når det hele brænder på.