”Den skøre kattedame. Vi har nok alle sammen en ide om, hvordan hun ser ud. Måske er jeg den skøre kattedame? Jeg har i hvert fald en kat, og ja, jeg er lidt skør. Men det er der en særlig grund til. Jeg kan ikke mere.”

Sådan indleder Sara Søs sin fortælling i bogen De Hjemløse*. 

Sara Søs er 30 år og et menneske, der har oplevet lidt af hvert. Herunder hjemløshed.

Ikke hjemløshed i den stereotypiske forstand, hvor man sover på bænken i en park. Sara Søs var hjemløs, fordi hun ikke havde en bolig at blive udskrevet til, da hun var indlagt på en psykiatrisk afdeling. Et helt år tilbragte hun bag hospitalets lukkede døre, og i al den tid stod hun uden et hjem at vende tilbage til.

Den uvished gjorde hende ikke mere rask:

”Det er 10 år siden, at min mor kom og hentede nøglerne fra mig, mens jeg var indlagt. Jeg havde ikke noget sted at tage hen. Hvis jeg var blevet udskrevet, ville det have været til gaden. Det var frygteligt,” fortæller Sara Søs.

For at komme væk fra familien, storbyen og alt det, der gjorde hende syg, rejste Sara Søs godt 300 kilometer væk. At hun endte i den vestjyske by Ølgod, havde ingen — inklusive hende selv — forudset, men det viste sig at være det rette sted:

“Jeg drømte om at flytte til Jylland og væk fra det hele, men jeg havde aldrig forestillet mig, at det ville blive Ølgod. Jeg skulle bare så langt væk fra fortiden. Det føles rart at stikke af hertil.”

Hvor kragerne vender, og stjernerne tænder

’Vær mærkelig og smil’, står der tatoveret på Sara Søs’ højre overarm.

Et lille motto, der antyder, at der gemmer sig langt mere bag hendes smil, end man umiddelbart ser.

På samme måde fortæller arrene på undersiden af armene en skjult historie om selvmordsforsøg og ustabile tider:

”Jeg er autist og har PTSD, OCD og svære depressioner. De færreste ved, hvor slemt det kan være. Det er heller ikke noget, dine naboer nødvendigvis bemærker. Jeg kan ikke forklare, om det er rart — eller det modsatte — at folk i opgangen ikke ved, hvad du har været igennem. Nok et sted midt imellem,” siger Sara Søs.

Vejen til en almen bolig i Ølgod har været lang, og ikke kun i kilometer. Den indre rejse har om muligt været endnu længere. Da hun endelig ankom, var effekten også total:

“Da jeg kom til Ølgod, blev stilheden næsten fysisk. En larmende stilhed. Jeg går tit ture om natten og kigger på stjernerne, for det giver mig ro i tankerne. Det er en af de ting, jeg elsker ved at bo her. Den slags kan man ikke i København. Det er ofte om natten, når Ølgod sover, og nattehimlen vågner, at jeg bevæger mig ud og finder fred.”

En uventet hjælp fra en uventet kant

En uventet fordel ved at flytte til det vestjyske mødte Sara Søs, og resten af Ølgods borgere, da der sidste år kom en social vicevært til byen.

Det har haft en uventet og mærkbar effekt på Sara Søs’ hverdag:

”Takket være hende har jeg fået en form for netværk. Jeg har ikke rigtig kontakt til mine naboer, men igennem Carina har jeg mødt mennesker og fået en rutine,” fortæller Sara Søs.

Carina er navnet på den sociale vicevært, som har fået det arbejde at øge trivslen blandt Ølgods borgere.

Men hvad laver en social vicevært helt præcis? Det er der ikke noget entydigt svar på, men Carina har selv et bud:

“Jeg er hende med den åbne dør. Hende, man kan komme til, hvis noget er svært, eller hvis man savner fællesskab. Jeg er både med til at opstarte fællesskaber og hjælpe folk ind i de fællesskaber, der allerede findes i byen. Dem er der mange af i Ølgod, lige fra idrætsforeninger, Ældre Sagen, eller små strikkeklubber, modeljernbaneklub og lignende. Jeg ser på, hvad behovet er, og hvad folk udtrykker, at de mangler i deres hverdag.”

Hele byens dagligstue

Det særlige ved projektet i Ølgod er, at det er et tilbud til alle borgere i byen, altså ikke kun dem, der bor alment.

Godt 5.500 mennesker befinder sig i Ølgods skoledistrikt, og de kan alle komme til Carina og bede om hjælp. Der er ingen aldersgrænse, og man behøver ikke have specifikke problemer. Døren til hendes lille kontor på hovedgaden i Ølgod er altid åben:

"Vi kalder mit kontor for ‘hele byens dagligstue’. Folk kan komme ind og få en kop kaffe og tale om det, der fylder. Man behøver ikke have store problemer. Det kan også handle om praktiske ting som breve fra kommunen, IT-udfordringer eller MitID. Ofte opstår der en relation, og så kommer folk tilbage for at få en snak. For nogle handler det måske om ensomhed.”

Ikke alle småbyer er så heldige at have en som Carina. At Ølgod fik tilknyttet en social vicevært, skyldes erfaringer fra den boligsociale helhedsplan i Varde By, hvor ordningen viste sig at øge trivslen, reducere ensomhed og gav beboerne lettere adgang til kommunal støtte – især beboere med psykiske, sociale eller økonomiske udfordringer.

De positive effekter ønskede Varde Kommune, med støtte fra VELUX FONDEN, at rykke ud i oplandet. At det kan betale sig, er Sara Søs’ historie et godt eksempel på:

”Når man er indlagt eller psykisk sårbar, kan man godt føle, at man ikke med i den almindelige verden. Men det er jeg hos Carina.”

”Jeg bruger Carina til at være sammen med andre mennesker. Det hjælper at have et fast sted at gå hen. En aftale hos hende gør det lettere at komme ud ad døren. Efter at være flyttet hertil er jeg også kommet med i beboerbestyrelsen. Det er et stort skridt for mig,” fortæller Sara Søs, der også er blevet en del af det ugentlige kreahold hos Den Sociale Vicevært.

Projektet med sociale viceværter i småbyerne løber frem til udgangen af 2028. 

* fodnote: Bogen De Hjemløse er en del af De Serien hos Ungdomsbureauet.